Vandværk sætter ny standard for bæredygtighed

Slagelse.News – »At der er fokus på bæredygtighed, udmøntes blandt andet ved, at vandværket er fleksibelt og fremtidssikret. Der er med andre ord tænkt i økonomisk ansvarlighed og bæredygtighed, da vandværket er designet til at imødekomme fremtidige behov,« lød det fra bestyrelsesformanden i SK Vand.

Bæredygtige byggematerialer, genbrug af regnvand til rekreative formål og solceller på taget er nogle af de tiltag, der er taget i forbindelse med opførelsen af et nyt vandværk. Det skriver Envafors (SK Forsyning) i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Det nye Antvorskov Vandværk i Slagelse bygger på bæredygtighed og forsyningssikkerhed. Borgmester Knud Vincents (V) og byrådsmedlem Pernille Frandsen (V) fremhæver vandværkets moderne tiltag: brug af bæredygtige byggematerialer, solceller på taget og genbrug af regnvand. Disse elementer bidrager til økonomisk ansvarlighed og reduceret CO2-udslip. Vandværket skal stå klar i 2026 og vil forbedre vandforsyningssikkerheden med nye transmissionsledninger og adskilte behandlingslinjer, der sikrer kontinuerlig vandforsyning selv ved forurening.

Bæredygtighed har fået på den politiske dagsorden

Bæredygtighed og forsyningssikkerhed skal være grundpiller i den kommunale forsyning, lød det i en tale fra borgmester Knud Vincents (V), da han onsdag fik æren af at tage det første spadestik til det nye Antvorskov Vandværk nær motorvejsafkørslen ved Stop 39 i Slagelse By.

Han bakkes op af byrådsmedlem Pernille Ivalo Frandsen (V), der er bestyrelsesformand i SK Vand. I sin tale blev det nye vandværk omtalt som et “prestigeprojekt”, der endnu engang bevidner om, hvor høj en prioritet bæredygtighed og forsyningssikkerhed har fået på den politiske dagsorden hos både Slagelse Kommune og Envafors:

»At der er fokus på bæredygtighed, udmøntes blandt andet ved, at vandværket er fleksibelt og fremtidssikret. Der er med andre ord tænkt i økonomisk ansvarlighed og bæredygtighed, da vandværket er designet til at imødekomme fremtidige behov,« sagde Pernille Frandsen i sin tale og fortsatte:

»Alt fra valget af byggematerialer med lavt CO2-aftryk til opsætning af solceller på taget, der vil gøre vandværket delvist selvforsynende med energi, er gjort med tanke på at sikre de bedste og samtidig mest bæredygtige løsninger. Selv regnvandet opsamles i nedsivningsbassiner, hvorefter det genanvendes til rekreative formål.«

Totalentreprisen for det nye vandværk består af Arkil, Envidan, 2Water, Frontmatec, PLH og Sweco, derudover er Niras bygherrerådgiver.

Forsyningssikkerheden oprustes i Slagelse Kommune

Når Antvorskov Vandværk står klar omkring august 2026, vil også forsyningssikkerheden for den kommunale vandforsyning være gevaldigt forbedret, fortæller Jimmie Sydel, der er projektleder hos Envafors:

»Det nye vandværk opføres med to adskilte og parallelle behandlingslinjer fra kildeplads til udpumpning, hvilket betyder, at vi let og hurtigt kan lukke den ene af behandlingslinjerne ned ved mistanke om forurening, uden vi behøver at lukke for alt vandet i kommunen.«

Før det kan lade sig gøre, skal cirka 20 kilometer ny transportledning (råvands- og rentvands-transmissionsledninger) opføres mellem det gamle Valbygård Vandværk og det nye Antvorskov Vandværk. Projektet kommer i udbud til efteråret.

Øverst: Borgmester Knud Vincents (V) og bestyrelsesformand i SK Vand Pernille Ivalo Frandsen (V) var inviteret som talere til arrangementet. (Foto: Envafors). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/ywur