Fjernvarmetilbud til 1.000 boliger

Slagelse.News – »Fjernvarme er ikke alene langt billigere end olie og gas, men også langt bedre for vores klima og miljø. Som kunde hos fjernvarmen i Envafors kan man dertil glæde sig over, at vi konsekvent har ligget blandt den billigste halvdel, hvad angår priser på fjernvarme på landsplan,« lyder det fra Envafors/SK Forsyning.

Samtidig med at knap 1.000 boliger i Slagelse sydvest tilbydes fjernvarme fra 2026, nærmer fjernvarmen sig en grøn milepæl, hvor tæt på 100 procent af fjernvarmen produceres på vedvarende energikilder. Det skriver Envafors (SK Forsyning) i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Fra 2026 kan knap 1.000 boliger i Slagelse sydvest få fjernvarme, baseret på næsten 100 % vedvarende energi. Interesse for fjernvarme steg markant efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, og Envafors oplever fortsat stor tilslutning. Ifølge varmechef Carsten Lunde kan husstande spare op mod 5.000 kr. årligt ved at skifte fra olie eller gas. For at udvidelsen gennemføres, skal mindst 60 % tilmelde sig inden 16. april 2025, hvor kampagnerabat gives.

Interessen for fjernvarme tog fart i februar 2022

I januar 2025 åbnede Envafors for tilmeldinger til fjernvarme i Slagelse Sydvest. Udvidelsen bliver den næststørste i Slagelse by nogensinde, hvor mere end 950 boliger og virksomheder får mulighed for at tilslutte sig fjernvarmen fra 2026.

Selvom der først lige er åbnet for tilmeldinger i det nye område, oplever Envafors stor interesse for fjernvarme i både dette og flere andre områder, fortæller Carsten Lunde, der er varmechef i Envafors.

»En interesse, der for alvor tog fart i februar 2022, da Rusland gik ind i Ukraine, og gaspriserne steg. Ønsket om at blive uafhængig af russisk gas, kombineret med både klimamæssige og økonomiske besparelser, som fjernvarmen medfører, har fastholdt interessen,« siger han.

Besparelsen kan nå 5.000 kroner i et parcelhus

Med de nuværende priser på fjernvarme vil besparelsen for en gennemsnitlig parcelhusejer være på cirka 5.000 kroner om året, hvis man skifter fra olie eller gas til fjernvarme, fortæller Carsten Lunde videre:

»Fjernvarme er ikke alene langt billigere end olie og gas, men også langt bedre for vores klima og miljø. Som kunde hos fjernvarmen i Envafors kan man dertil glæde sig over, at vi konsekvent har ligget blandt den billigste halvdel, hvad angår priser på fjernvarme på landsplan.«

Fristen for at tilmelde sig fjernvarmen i det nye område er den 16. april 2025. Alle, der tilmelder sig inden da, vil få fjernvarmen til kampagnepris med 25 procents rabat. For at udvidelsen kan blive til noget, kræver det, at mindst 60 procent tilmelder sig inden fristen.

Fjernvarme baseret på vedvarende energi

Envafors fjernvarme produceres i dag på en blanding af halm, flis, og solvarme. Naturgas anvendes i dag kun i begrænset omfang til spidst- og reservelast. Til sommer idriftsættes to store varmepumper, hvorefter det forventes, at stort set alt fjernvarme kan producere på CO2-neutrale anlæg, fortæller Carsten Lunde:

»Opførelsen af de nye varmepumper, såvel som lukningen af Slagelse Affaldsenergi i maj 2024, har haft den konsekvens, at vi på mindre end 15 år er gået fra at producere 60 procent af vores fjernvarme på affaldsvarme og naturgas til fra sommeren 2025 at producere mere end 98 procent af fjernvarmen på vedvarende energikilder.«

En udvikling, der har fundet sted samtidig med, at antallet af fjernvarmekunder er blevet mere end fordoblet, og at priserne konsekvent har ligget blandt den billigste halvdel, fastslår varmechefen i pressemeddelelsen.

Fleksibilitet og lave priser er også målsætning

Opførelsen af de to nye varmepumper skyldes dog ikke udelukkende Envafors’ grønne ambitioner, uddyber Carsten Lunde. Varmepumperne giver ligeledes en øget fleksibilitet, som skal sikre lave produktionspriser og dermed attraktive forbrugerpriser:

»Med varmepumperne på plads, kan vi fremover bedre drage fordel af de svingene priser på bl.a. el og biobrændsel. Er elprisen høj, sælger vi strømmen fra, som produceres på kraftvarmeværket. Når elpriserne derimod er lave, kan vi udnytte det til at producere billig fjernvarme i de nye varmepumper. Derved sikrer vi et bedre sammenspil mellem vores værker, hvilket i sidste ende vil være med til at holde priserne på fjernvarme nede.«

Øverst: Udgravning til hovedledninger på Rensevej i Slagelse Nordby. (Foto: Envafors/Sk Forsyning). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/vrrh