Straksdom til indbrudstyv med smag for øl

Skaelskor.News – En indbrudstyv stjal to sixpack med øl i en garage i Skælskør, men vidste ikke, at der boede en politihundefører i huset.

Lørdag blev en 34-årig udenlandsk mand fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende idømt fængsel i 50 dage, og han fik samtidig et forbud mod at rejse ind i Danmark. Det skete efter et indbrud i Skælskør, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Betjenten hørte noget luske rundt udenfor

Den dømte mand blev anholdt sent fredag aften kl. 23.44, efter han havde begået et indbrud på en adresse ved Skælskør. Den 34-årige mand vidste åbenbart ikke, at der boede en politibetjent på stedet, som i øvrigt er hundefører; og da betjenten hørte nogen luske rundt fredag aften, overraskede han den 34-årige, som blev tilbageholdt.

Politibetjenten, der havde fri, fik sin politihund til at holde nøje øje med den 34-årige tyv, indtil en politipatrulje ankom kort efter. Det viste sig, at den 34-årige havde brudt ind i en garage og havde stjålet to sixpack med øl. Han blev sigtet for indbrud og taget med til politistationen i Næstved.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/vo8