Tyveknægt smed fade fra sig

Slagelse.News – En tyveknægt smed to Royal Copenhagen-fade fra sig på Casinotorvet.

Mandag eftermiddag gik lokalpolitiet rundt i Slagelse Midtby, og på Casinotorvet så betjentene et par unge mænd, der tilsyneladende helst ville undgå politiet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Tyven gemte sig i en baggård i Løvegade

Den ene unge mand smed simpelthen noget fra sig, og det viste sig at være to fade fra Royal Copenhagen, men det lykkedes for betjentene at løbe ham op og pågribe ham i en baggård i Løvegade.

Det var en 21-årig mand, der blev anholdt kl. 16.31 og sigtet for butikstyveri. Fadene havde nemlig prismærker fra en forretning i bymidten, og de blev herefter tilbageleveret i uskadt tilstand. Den 21-årige blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen kl. 19.35.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/tvt6