Tilgang af social- og sundhedshjælpere

Slagelse.News – »I Seniorudvalget er vi meget optaget af at skabe gode rammer, som sikrer, at der også i fremtiden er uddannet arbejdskraft til ældreplejen. Derfor har vi i fællesskab indført en række initiativer, som skal gøre det lettere for unge at vælge social- og sundhedsuddannelsen som en karrierevej og for voksne at skifte til et fag, hvor der er brug for dem,« lyder det fra seniorudvalgsformanden i Slagelse Kommune.

Slagelse Kommune har oplevet en fremgang i antallet af social- og sundhedselever i 2024, særligt blandt social- og sundhedshjælpere. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune oplever i 2024 en stigning i antallet af social- og sundhedselever, særligt blandt social- og sundhedshjælpere. Seniorudvalget har med løn under grundforløbet, forbedret læringsmiljø og ekstra danskundervisning gjort uddannelsen mere attraktiv. Initiativerne skal dække det stigende behov for arbejdskraft på ældreområdet. Byrådsmedlemmerne Stén Knuth (V) og Britta Huntley (S) fremhæver, at samarbejdet i Seniorudvalget allerede har haft positiv effekt på rekruttering og fastholdelse. Kommunen lever op til de nationale dimensioneringskrav for social- og sundhedshjælpere men søger fortsat flere social- og sundhedsassistenter.

Løn under grundforløb og fokus på læringsmiljø

Fremgangen i antallet af social- og sundhedselever skyldes blandt andet, at Seniorudvalget har igangsat målrettede initiativer herunder løn til social- og sundhedselevstillinger under grundforløbet, fokus på læringsmiljøet og mulighed for ekstra danskundervisning. Tiltagene skal være med til at gøre det mere attraktivt at vælge en social- og sundhedsuddannelse og sikre at flere medarbejdere fastholdes på ældreområdet.

Antallet af ældre stiger, og dermed stiger også behovet for at rekruttere og fastholde medarbejdere på ældreområdet. Seniorudvalget har igangsat flere tiltag, som skal være med til at tiltrække og fastholde flere elever til velfærdsuddannelserne som social- og sundhedshjælpere (SSH) og social- og sundhedsassistenter (SSA).

Gøre faget attraktivt for både unge og voksne

»Som nyvalgt formand skal jeg starte med at rose Socialdemokraterne for deres forslag, som vi ruller ud i disse år sammen med andre gode initiativer. I Seniorudvalget er vi meget optaget af at skabe gode rammer, som sikrer, at der også i fremtiden er uddannet arbejdskraft til ældreplejen. Derfor har vi i fællesskab indført en række initiativer, som skal gøre det lettere for unge at vælge social- og sundhedsuddannelsen som en karrierevej og for voksne at skifte til et fag, hvor der er brug for dem. Vi er rigtig glade for, at vi allerede nu kan se en effekt, og vi ser frem til at fortsat at følge udviklingen og indsatserne,« siger byrådsmedlem Stén Knuth (V), der er nyvalgt formand for Seniorudvalget.

Initiativerne, som er sat i gang, er blandt andet, at alle elever, som ansættes på grundforløb 2, får løn under hele uddannelsen. Derudover tilbydes eleverne ekstra danskundervisning, så de får den rette støtte til at kunne leve op til optagelseskravene og til at kunne gennemføre uddannelsen. Samtidig arbejdes der målrettet på at styrke læringsmiljøet på praktikstederne, da det har stor betydning for at fastholde eleverne i oplæringen. Der er blandt andet blevet etableret læringscafé med fordybelsestid på flere praktiksteder.

Fælles indsats har positiv virkning på rekruttering

»Vi har i Socialdemokratiet længe haft et stærkt fokus på at gøre social- og sundhedsuddannelsen mere attraktiv, og derfor foreslog vi også, at eleverne skulle modtage løn under grundforløbet. Vi er rigtig glade for at se, at vores fælles indsats i Seniorudvalget har haft en positiv indvirkning på rekrutteringen af nye elever, og vi håber, at vi fortsat vil se en stigning i antallet af nye elever og i fastholdelsen af medarbejdere,« siger byrådsmedlem Britta Huntley (S), der er næstformand i Seniorudvalget.

Hvert år indgår Regeringen, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og FOA en dimensioneringsaftale for social- og sundhedsuddannelserne, som fastlægger, hvor mange nye social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedsassistentelever, der skal ansættes i kommunerne. Med det stigende antal social- og sundhedselever kan Slagelse Kommune opfylde dimensioneringen og dermed antallet af social- og sundhedshjælpere for 2024, men der er fortsat fokus på at tiltrække flere social- og sundhedsassistenter, så dimensioneringen kan opfyldes på begge uddannelser i fremtiden.

Øverst: Genrefoto. (Illustration: Yuki Goto / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/tpk2