Skaelskor.News — En midaldrende mand kom kørende i Boeslunde, men så kom der en politibil. Det gjorde bilisten så nervøs, at han simpelthen smed noget hash ud ad vinduet. Det gjorde naturligvis politibetjentene nysgerrige.
I forbindelse med en almindelig patruljering i går, mandag kl. 19.31, kørte en politibil bag ved en sølvgrå personbil på Boeslunde Byvej i Boeslunde, der ligger nord for Skælskør. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om i døgnrapporten.
Føreren af den sølvgrå bil fik en række sigtelser
Politibilen gjorde tilsyneladende føreren så nervøs, at han valgte at smide knapt 200 gram hash ud ad vinduet. Men det spottede betjentene, og kort efter blev den sølvgrå bil standset. Det viste sig, at manden i bilen – der er 48 år og fra lokalområdet – ikke havde noget kørekort. Desuden blev han testet positiv for både spiritus- og narkokørsel, og ydermere havde han ulovlige piller på sig.
Derfor blev den nervøse mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, kørsel i påvirket tilstand, efter lov om euforiserende stoffer, for salg af narko og for at køre bil uden gyldigt kørekort. Desuden var den 48-årige eftersøgt til fogedretten, og han har derfor tilbragt natten i politiets varetægt og blev kørt i retten tirsdag morgen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.