Slagelse.News – »Med ansættelsen af Thorkild Lauridsen får vi en erfaren chef, som både har blik for den gode erhvervsservice, god kommune- og byudvikling, kvalitet i sagsbehandlingen og et godt arbejdsmiljø. Han har mange års erfaring fra politiske organisationer og vil helt naturligt indgå i et tæt og tværgående samarbejde med byråd, fagudvalg og lederkolleger,« lyder det fra direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik i Slagelse Kommune.
Thorkild Lauridsen bliver ny chef for Teknik, Plan og Erhverv i Slagelse Kommune. Han kommer fra en lignende stilling i Faxe Kommune. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Mange års erfaring fra politiske organisationer
Den 1. december 2024 tiltræder Thorkild Lauridsen som ny centerchef i Teknik, Plan og Erhverv. Han har en baggrund som cand.scient.adm. og kommer til Slagelse Kommune fra en stilling som centerchef i Plan og Miljø i Faxe Kommune. Tidligere har han bestridt stillinger som direktør i Artic Consensus og i Sermersooq Kommune i Grønland.
»Med ansættelsen af Thorkild Lauridsen får vi en erfaren chef, som både har blik for den gode erhvervsservice, god kommune- og byudvikling, kvalitet i sagsbehandlingen og et godt arbejdsmiljø. Han har mange års erfaring fra politiske organisationer og vil helt naturligt indgå i et tæt og tværgående samarbejde med byråd, fagudvalg og lederkolleger samtidig med, at han sætter retning og motivere sine medarbejdere,« siger Jesper Schlüter, der er direktør for Erhverv, Ejendomme og Teknik.
Glæder sig til at udvikle service og sagsgange
Thorkild Lauridsen kommer til at få sin daglige gang på Dahlsvej i Korsør, hvor Center for Kommunale Ejendomme og Center for Teknik, Plan og Erhverv er samlet. Han glæder sig til at tiltræde stillingen som chef for Teknik, Plan og Erhverv.
»Slagelse Kommune er en kommune med ambitioner og stort potentiale. Der er allerede skabt et godt grundlag af medarbejdere og ledelse, som vi skal arbejde videre ud fra. Jeg glæder mig til sammen med medarbejderne at komme i gang med at udvikle og optimere vores service og sagsgange, så vi i fællesskab kan forløse byrådets ambitioner om at være en erhvervsvenlig kommune,« siger Thorkild Lauridsen.
Thorkild Lauridsen er 53 år, og bor i Slagelse sammen med sin kone Anne. Han har to sønner på henholdsvis 25 og 21 år.
Thorkild Lauridsens CV:
2015-2024: Centerchef i Plan & Miljø, Faxe Kommune
2013-2014: Direktør, Arctic Consensus
2008-2013: Direktør, Anlæg og Miljø i Sermersooq Kommune
2007-2008: Vicedirektør/ direktør, Teknik og Miljø i Nuuk Kommune.
Øverst: Centerchef Thorkild Lauridsen. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.