Vinderlogo for Korsørs 600-årsjubilæum

Korsor.News – »Logoet, vi har valgt, er ikke kun en hyldest til Korsørs 600-årige historie, men også et symbol på byens fremtid. Det er fantastisk at se, hvordan Mia har formået at forene byens mest kendte vartegn i et enkelt, men stærkt design,« lyder det fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune.

Vinderlogoet, der er designet af Mia Maniell Weiergang, vil blive det gennemgående visuelle kendetegn for jubilæumsåret og vil pryde alt fra gadebannere til digital markedsføring. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Mia Maniell Weiergang har designet det logo, der skal symbolisere Korsørs 600-årsjubilæum i 2025. Logoet blev udvalgt efter en konkurrence med 16 bidrag og afstemning blandt borgere. Det repræsenterer både byens historie og fremtid og vil blive brugt på alt fra bannere til digital markedsføring. Mia udtrykker stolthed over at bidrage til fejringen af sin fødeby. Byrådet roser processen og det lokale engagement, der afspejler stoltheden over Korsør. Jubilæet byder på aktiviteter som Royal Run og en temaside, der skal samle arrangementerne.

Vinderlogoet er en hyldest til Korsørs historie

I løbet af efteråret 2024 har Slagelse Kommune afholdt en konkurrence, hvor man har kunne indsende forslag til et logo, der skulle repræsentere Korsørs 600-årsjubilæum. Der kom mange flotte forslag, faktisk hele 16. Efterfølgende har man kunne stemme på sin favorit, og på Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde den 14. november 2024 blev ét vinderlogo udpeget blandt de fem finalelogoer.

Logo-konkurrencen har været en inspirerende proces, hvor både borgere og fagfolk har spillet en vigtig rolle i at finde det rette logo. Gennem konkurrencen har det været muligt at fremhæve både Korsørs historie og fremtidige visioner.

»Logoet, vi har valgt, er ikke kun en hyldest til Korsørs 600-årige historie, men også et symbol på byens fremtid. Det er fantastisk at se, hvordan Mia har formået at forene byens mest kendte vartegn i et enkelt, men stærkt design. Vi takker alle, der har deltaget og bidraget til konkurrencen,« siger byrådsmedlem Britta Huntley (S) fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Mia Maniell Weiergang står bag vinderlogoet

Logoet er designet af Mia Maniell Weiergang, der med kreativitet og lokal indsigt har skabt et visuelt udtryk, der favner Korsørs identitet gennem 600 år.

»Jeg er meget glad, stolt og beæret over at vinde logokonkurrencen. Det er meget stort at kunne bidrage til fejring af min fødeby og have bidraget til historien. Jeg har en stor passion for grafisk design og digital kunst og drømmer om en fremtid inden for den branche, så det er en kæmpe cadeau at vinde logokonkurrencen,« siger Mia Maniell Weiergang.

Det store engagement afspejler byens stolthed

Logoet vil blive frit tilgængeligt for alle, der ønsker at bruge det i forbindelse med arrangementer og markedsføring under jubilæumsåret. Det skal samle og styrke alle initiativer, der markerer Korsørs 600 år som købstad.

»Det store engagement, som vi har set gennem logo-konkurrencen, afspejler den stolthed, som borgerne føler for Korsør. Faktisk er vinderlogoet også det, der fik flest stemmer af borgerne i Slagelse Kommune. Med det flotte logo på plads, glæder vi os nu til at fejre Korsørs jubilæum,« siger byrådsmedlem Ida Lynge (V) fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Slagelse Kommune ser frem til et jubilæumsår fyldt med spændende aktiviteter, der hylder Korsørs stærke traditioner og unikke position i både lokal og national historie. Der er blandt andet allerede planlagt Royal Run den 9. juni 2025, og så er der også en decideret temaside og eventkalender på vej målrettet fejringen af Korsørs 600 år.

Øverst: Vinderlogo for Korsørs 600-årsjubilæum. (Foto: Slagelse Kommune / Design: Mia Maniell Weiergang). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/ovfd