Slagelse.News – I går var der atter to ældre kvinder, den ene i Slagelse, som blev udsat for bedrageri af falske bankfolk i telefonen.
Tirsdag var to ældre kvinder udsat for bankbedragerier. Denne gang en 92-årig kvinde fra Næstved og en 71-årig kvinde fra Slagelse. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Bedragerne hævede hurtigt penge i en automat
Den 92-årige kvinde fra Næstved blev ringet op af en falsk bankmand, som fortalte, at hendes dankort var blevet misbrugt, og at det var nødvendigt, at hun skulle have et nyt. “Bankmanden” sendte en kollega for at hente betalingskortet, og det lykkedes at overbevise kvinden om, at hun også var nødt til at udlevere pinkoden. Kort efter hævede de kyniske bedragere flere tusinde kroner i en hæveautomat.
Nogenlunde det samme overgik en 71-årig kvinde fra Slagelse – denne gang udgav forbryderne sig for at komme fra et andet pengeinstitut. Men også her lykkedes det at overtale kvinden til at udlevere både kort og pinkode, og få minutter senere blev kortet brugt til at hæve nogle tusinde i euro.
Læs også: 85-årig kvinde snydt af bankbedragere (artikel i går).
Politiet opfordrer stadig til, at pårørende til ældre og til andre mindre rutinerede internetbrugere tager en snak med dem om, hvad de skal gøre, hvis de får et opkald eller anden henvendelse som beskrevet ovenfor. Et godt råd er at afbryde samtalen og straks ringer til sine yngre pårørende. Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller lignende ringer og efterspørger betalingskort, MitID og pin-koder. Udlever aldrig kort eller koder., men afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til banken eller til politiet på telefon 1-1-4.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.