Slagelse.News – »Det er helt fantastisk, at vi nu med økonomisk støtte fra hele 14 forskellige fonde har mulighed for at foretage en gennemgribende renovering af det gamle Trelleborg Langhus. Rekonstruktion af en af kongeborgens langhuse står i dag som ikon ikke alene for Trelleborg, men også for Vestsjælland og hele Danmark,« lyder det fra Trelleborg.
Vikingeborgen Trelleborg – hjemstedet for Danmarks ældste rekonstruerede langhus og for nyligt udnævnt UNESCO Verdensarv – har igangsat en gennemgribende restaurering af det 82 år gamle tag på langhuset. Det er første gang, at det ikoniske symbol på Danmarks vikingearv gennemgår en så omfattende renovering. Det skriver Trelleborg i en pressemeddelelse.
Bevarelse af den oprindelige rekonstruktion fra 1942
I restaureringen af taget på langhuset vil museet bevare arkæolog Poul Nørlunds og arkitekt Georg Schultz’s oprindelige rekonstruktion. Alle tagspån vil blive udskiftet, så huset fremover kan holde tæt og danne ramme om nye formidlingsaktiviteter, fester og arrangementer. Det oprindelige byggeri, der stod færdig i år 1942, og som officielt blev indviet efter krigen i år 1946, vil der ikke blive ændret på.
»Det er helt fantastisk, at vi nu med økonomisk støtte fra hele 14 forskellige fonde har mulighed for at foretage en gennemgribende renovering af det gamle Trelleborg Langhus. Rekonstruktion af en af kongeborgens langhuse står i dag som ikon ikke alene for Trelleborg, men også for Vestsjælland og hele Danmark,« siger Anne-Christine Larsen, der er museumschef på Trelleborg, og tilføjer:
»Inden for 3 år bliver det også muligt at opleve Den Genskabte Borg, som bliver en rekonstruktion af en del af Harald Blåtands originale borg. Her vil museets gæster kunne opleve krigeren og livet på kongeborgen. Når Den Genskabte Borg står færdigbygget vil den danne rammen om den levende formidling og det vil være her gæsterne vil kunne få en autentisk oplevelse af vikingetiden år 980.«
Fortidens egetræ bærer tydelige præg af det danske vejr
I spidsen for projektet står Rene Lærke, som byggeleder og det er Bjørns Træværk og Restaurering, der med stor ekspertise indenfor historisk byggeri og respekt for fortiden, har påtaget sig opgaven med at renovere langhusets tag. Det er en fantastisk arbejdsproces, hvor arv og historie bliver bragt til live igen.
»Langhuset blev for 82 år siden rekonstrueret for at give publikum en nærværende og sanselig oplevelse af vikingetiden. Langhusets levendegørelse og visionen om, at stedets ånd og historiske rum øger de besøgenes opmærksomhed, indlevelse og interesse for livet på borgen og dens historie i vikingetiden, var det centrale udgangspunkt for byggeriet dengang og for den efterfølgende formidling. Et startskud til fremtiden levendegørelse og eksperimenterende formidling,« fortæller Anne-Christine Larsen og fortsætter:
»Næsten 80 år efter rekonstruktionen blev bygget, er huset i stærkt forfald og har i flere år ikke kunnet benyttes til møder, træf og events. Det bliver der nu rettet op på. I fremtiden vil langhuset i større grad blive brugt som forsamlingshus med et bredt udvalg af spændende arrangementer.«
Som restaureringsarbejdet skrider frem, fjernes egetræsplankerne først fra svalegangen ved sydvesthjørnet, dernæst rundt om huset. De vejrbidte planker afslører et nærbillede af den oprindelige konstruktion og giver mulighed for at se, hvordan egetræsspånene og den bærende plankekonstruktion tydelige bærer spor af det danske klimas indflydelse gennem årtier. Derefter vil taget fjernes i etaper og de ca. 17.000 nye tagspån lægges op. Byggeriet forventes færdigt til årlige Trelleborgs Vikingefestival fra den 13. til den 21. juli 2024.
Følg med i arbejdet og oplev Trelleborgs nye krigerudstilling
Den 26. marts 2024 åbnede Trelleborg for en ny sæson. Nu kan gæsterne under besøget på Trelleborg få et nærmere kig på restaureringsarbejdet af Danmarks ældste rekonstruerede langhus. I juni præsenterer museet sin nyrenoveret udstilling, hvor dele af Nationalmuseets udstilling “Togtet” kan opleves. Kom også helt tæt på fund fra Trelleborg og mød en viking i udstillingen eller deltag i sjove vikingeaktiviteter under Vikingesommer i Trelleborgs vikingelandsby “Slagløse”.
Øverst: Dronefoto af langhuset. inden de begyndte at fjerne tagspånerne øverst. (Foto: Maria Yasmin K. Breuning / Nationalmuseet). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.