Formand for Ansøgning Boligsocial helhedsplan

Slagelse.News – Slagelse Byråd har oprettet et 17.4-udvalg i forbindelse med den kommende Boligsociale Helhedsplan 2025-2029, som indbefatter Motalavej, Ringparken og Sydbyen. Byrådsmedlem Anja Nielsen er valgt som formand.

Det nye § 17,4-udvalg: ”Ansøgning Boligsocial helhedsplan 2025-2029” har valgt byrådsmedlem Anja Nielsen (V) som formand. Øvrige medlemmer er Britta Huntley (S), borgmester Knud Vincents (V), 1. viceborgmester Jane Dahl (KF), Jørgen Grüner (SF), 2. viceborgmester Troels Brandt (RV) og John Dyrby Paulsen (S).

Involvering af interessenter i en transparent proces

Slagelse Byråd har besluttet at oprette et såkaldt 17.4-udvalg i forbindelse med den kommende Boligsociale Helhedsplan 2025-2029, som indbefatter Motalavej Korsør, Ringparken og Sydbyen i Slagelse. Det skriver byrådsmedlem Anja Nielsen på Facebook.

»Jeg blev på mødet i går valgt som formand, og dette er selvsagt en opgave, jeg ser utrolig meget frem til. Udover dataindsamling og analyse, som også er medvirkende til at identificere udfordringer og muligheder, skal der være involvering af interessenter og en transparent proces i det hele taget,« skriver byrådsmedlemmet og fortsætter:

»Jeg ser frem til samarbejde og tid til vi fælles bliver klogere på løsninger. Det er vigtigt med et politisk aftryk og opbakning til en boligsocial plan hele vejen rundt. Vi skal i gang.«

Det fremgår af ”Samlet procesplan i forbindelse med vedtagelse af ny boligsocial helhedsplan”, at Den boligsociale helhedsplan ”En fælles indsats” skal afsluttes med sin nuværende finansiering ultimo
september 2025. Dermed skal boligorganisationerne i 2024 påbegynde en proces i Landsbyggefonden med henblik på at opnå finansieringen.

Øverst: Ringparken. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/d2mm