Korsor.News — »Evakueringen i nat er forløbet efter planen. Af de cirka 140 personer, som var i området, er 40 bragt til det modtagecenter, der er etableret på Forlev Friskole i Vemmelev, mens de andre selv har fundet andre opholdssteder,« lyder det fra politiet efter eksplosionen på Frølunde Fed ved Korsør i går formiddag.
Efter eksplosionen på Broholmvej på Frølunde Fed lidt uden for Korsør i går formiddag, hvor en mand mistede livet, har politiet med hjælp fra hjemmeværnet evakueret området i løbet af natten. Det er sket af sikkerhedsmæssige grunde, efter at politiet fandt en større mængde eksplosive stoffer og kemikalier på ulykkesstedet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Evakuering af borgere 500 meter fra eksplosionsstedet
På grund af mængden og karakteren af stofferne valgte politiet for alles sikkerhed at udvide sikkerhedsafstanden til ejendommen på Broholmvej 144, og det betød, at de borgere, som bor inden for en radius af 500 meter fra adressen, blev evakueret.
Politiet fik hjælp af Hjemmeværnet til evakueringen, og politiet anmodede borgerne om at søge til et opholdssted uden for sikkerhedszonen eller til et modtagecenter, der blev etableret på Forlev Friskole i Vemmelev. De borgere, der ikke havde mulighed for selv at sørge for transport, ville blive hjulpet videre af politiet.
»Evakueringen i nat er forløbet efter planen. Af de cirka 140 personer, som var i området, er 40 bragt til det modtagecenter, der er etableret på Forlev Friskole i Vemmelev, mens de andre selv har fundet andre opholdssteder. Jeg vil gerne kvittere for, at borgerne har været så imødekommende og forstående i den både vanskelige og utrygge situation,« udtaler vicepolitiinspektør Jesper Lovmand her til morgen.
Bomberydningstjenesten fjerner eksplosive kemikalier
I dag begynder Forsvarets Bomberydningstjeneste (EOD) at fjerne de eksplosive kemikalier. Der er etableret en sikkerhedsafstand med en radius på 500 meter fra ulykkesstedet på Broholmvej 144, og den afstand fastholdes indtil videre.
»Af hensyn til borgernes sikkerhed opretholder vi sikkerhedsafstanden til ejendommen, og området er fortsat afspærret. Jeg kan ikke give nogen tidshorisont for vores arbejde, men politiet og vores samarbejdspartnere arbejder intensivt på, at borgerne trygt kan vende hjem, og vi vil derfor være synligt til stede i området hele dagen,« fortæller Jesper Lovmand.
Læs også: 52-årig mand mister livet i en eksplosion.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.