Lastbil snød sig over Storebælt

Korsor.News — Tirsdag sneg en udenlandsk lastbil sig over Storebæltsbroen. Den blev stoppet af politiet på Fyn og fulgt tilbage til Sjælland, hvor lastbilen blev beslaglagt.

Tirsdag morgen kl. 08.36 fik politiet en anmeldelse fra betalingsanlægget ved Storebælt om, at en udenlandsk lastbil havde snydt sig gennem anlægget, men at den var blevet standset af Fyns Politi ved Knudshoved og fulgt retur til Sjælland. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Havde tidligere snydt sig over broen

Chaufføren var en 55-årig udenlandsk mand, og han blev anholdt kl. 09.46 og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at tilsnige sig adgang. Det viste sig, at han to gange tidligere – i maj og i juli – var kørt over broen uden at betale broafgiften, og de to forhold blev han også sigtet for. Han betalte broafgiften til Storebælt, og står nu til en bøde på 4.755 kroner. Lastbilen blev beslaglagt og skal nu undersøges nærmere af politiets tungvognscenter, som skal tjekke, om køre-/hviletidsbestemmelserne er overholdt.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/7aye