Dobbelttyverske på spil i Korsør

Korsor.News – Butikstyverske var så ivrig i Korsør, at politiet måtte ud til hende hele to gange på en times tid, hvorpå de måtte køre hende til Slagelse.

I går torsdag kl. 11.37 kørte en politipatrulje ud til en forretning på Nygade i Korsør, hvor en ansat tilbageholdt en kvindelig butikstyv. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Anden gang blev kvinden kørt til Slagelse

Kvinden, der er 44 år, havde klippet prismærkerne af et par bukser og en bluse, hvorpå hun havde taget tøjet på under sit eget tøj. Men det blev gennemskuet. Politiet blev tilkaldt, og den 44-årige kvinde blev sigtet for butikstyveri.

Episoden havde tilsyneladende ikke afskrækket kvinden, for allerede kl. 12.26 stjal hun varer fra nogle udendørsstativer – også på Nygade – og forsøgte at stikke af fra stedet. Men en medarbejder fik løbet hende op. Kvinden blev igen sigtet for butikstyveri, og denne gang blev hun anholdt og taget med til politistationen i Slagelse, hvor hun blev nærmere afhørt.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/3cv8