Slagelse.News – Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gav udtryk for, at fusionen umiddelbart ville hæmme konkurrencen betydeligt i Taastrup og Slagelse. Herefter valgte Salling Group og Coop Danmark, at de to butikker, herunder Kvickly Slagelse i Vestsjællandscentret, ikke skulle indgå i fusionsaftalen.
Salling Group A/S har fået godkendt sit køb af 33 butikker fra Coop Danmark A/S af Konkurrencerådet. Salling havde planer om at overtage yderligere to butikker, men valgte at lade dem udgå af fusionsaftalen, efter konkurrencemyndigheden gav udtryk for, at fusionen muligvis ville skade kunderne i de to områder. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Salling Group har fået grønt lys til at overtage 33 butikker fra Coop Danmark, men ikke Kvickly i Vestsjællandscentret i Slagelse. Konkurrencerådet vurderede, at overtagelsen i Slagelse og Taastrup kunne skade konkurrencen, og de to butikker blev derfor taget ud af aftalen. Kvickly i Slagelse fortsætter som hidtil under Coop, mens Salling allerede driver seks Netto-butikker og et Bilka-varehus i byen. Fusionen omfatter butikker fordelt over hele landet og betyder, at Salling styrker sin position – dog uden nye tilføjelser i Slagelse.
Fusionen ville hæmme konkurrencen i Taastrup og Slagelse
Konkurrencerådet har godkendt, at Salling Group overtager 33 butiksejendomme og -lejemål fra Coop Danmark.
»Sallings køb af 33 butikker fra Coop Danmark har ikke givet os anledning til at gribe ind. Vi har derfor kunnet godkende overtagelsen af dem uden videre. De to butikker, som vi umiddelbart så problemer med, valgte parterne at fjerne fra fusionen,« oplyser Christian Schultz, der er formand for Konkurrencerådet.
Oprindeligt omfattede aftalen om fusionen 35 butikker. Styrelsen fandt grundlag for at undersøge fem lokale områder nærmere. På den baggrund gav styrelsen udtryk for, at fusionen umiddelbart ville hæmme konkurrencen betydeligt i Taastrup og Slagelse. Herefter valgte Salling Group og Coop Danmark, at de to butikker ikke skulle indgå i fusionsaftalen.
Efter fusionen vil alle landsdækkende aktører – herunder Coop Danmark – være til stede med dagligvarebutikker i de lokale områder, som fusionen berører.
De 31 butikker drives som 365discount, Kvickly eller SuperBrugsen, og 2 er kommende butikker. Butikkerne ligger i Esbjerg, Frederiksberg, Gilleleje, Gistrup, Gråsten, Gørlev, Hobro, Herfølge, Hillerød, Kolding, København N, København Ø, København S, Lille Skensved, Morud, Odense C, Odense N, Odense S, Odense SV, Randers, Svinninge, Sæby, Vejle, Tommerup, Lemvig, Hedensted, Kibæk, Pandrup, Terndrup og Vestbjerg. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kvickly i Vestsjællandscentret i Slagelse fortsætter
To butikker i henholdsvis Taastrup og Slagelse er altså blevet afvist for at undgå at hæmme konkurrencen. Det betyder med andre ord, at Kvickly i Vestsjællandscentret i Slagelse fortsætter som en del af Coop, og at Salling Group forsat vil have seks Netto-forretninger og et Bilka-varehus i Slagelse By, men ingen føtex.
»Der kommer ingen forandringer. Det varehus, som folk kender, fortsætter,« siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop til Sjællandske.
Salling Group driver discountbutikker, supermarkeder og hypermarkeder under kædekoncepterne Netto, Føtex og Bilka. Tilsammen ejer Salling Group over 600 butikker i Danmark. Coop Danmark driver kædekoncepterne Kvickly, SuperBrugsen, 365discount og Brugsen.
Læs også: Coop sælger og lukker en række butikker (juni 2024).
Øverst: Arkivfoto af Vestsjællandscentret. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.