Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Når myndighederne udfaser de sidste corona-restriktioner i den kollektive transport til september, forventer Movia at åbne for kontantbetalingen igen i busser og flextrafik.
For godt et år siden indstillede Movia muligheden for at betale med kontanter i busser og flextrafik for undgå unødig risiko for smitte ved tæt kontakt mellem chauffører og kunder.
Men når myndighederne fra 1. september i år udfaser de sidste corona-restriktioner i den kollektive transport, forventer Movia at åbne for kontantbetalingen igen i busser og flextrafik. Det oplyser Movia i en pressemeddelelse.
Indstillede betaling med kontanter i foråret 2020
I foråret 2020 indstillede Movia al betaling med kontanter i busser og flextrafik som led i håndteringen af COVID-19-epidemien. Beslutningen blev taget på opfordring fra Transportministeren for at undgå unødig smitterisiko ved tæt kontakt mellem chauffører og kunder.
Men fra 1. september, når alle restriktioner i den kollektive transport ophæves, forventer Movia også at genindføre muligheden for at betale kontant i busser og flextrafik overalt på Sjælland og Øerne.
Frem til 1. september 2021 vil Movias busser fortsat være indrettet som ubemandede selvbetjeningsmiljøer, hvor man kan betale med rejsekort, DOTs billet-app eller med sms-billet.
I flextrafikken kan kunderne blive tilmeldt fakturabetaling, så alle ture kan bestilles telefonisk, som man plejer, mens kunden betaler for al sin kørsel samlet en gang om måneden pr. faktura.
En festdag i Movia og en milepæl i pandemien
»Som det er udmeldingen nu, kan vi fra 1. september byde velkommen i vores busser, lokaltoge og flextrafik uden restriktioner, og det forventer vi også gælder kontanterne. At vi kan køre uden restriktioner, er en festdag for os i Movia, og jo også en milepæl i pandemien,« fortæller Camilla Struckmann, der er direktør for Kommerciel & Kunder i Movia.
Det er de regionale forskelle i smitteniveauet under COVID-19 pandemien, som gør, at Movia fastholder suspenderingen af kontantsalget frem til alle restriktioner i den kollektive transport, er udfaset.
Movia gør opmærksom på, at der løbende udføres billetkontrol i alle Movias busser. Man skal have gyldig billet, inden man stiger ombord. Indtil 1. september henviser Movia til DOT’s app, sms-billet eller Rejsekort.
Øverst: Genrefoto. (Foto: LV11 / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.