Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »I Movia har vi har et stort ønske om at passe godt på både kunder og medarbejdere. Af samme grund har vi indstillet kontantsalget i vores busser og flextrafik. Vi er tilfredse med, at Forbrugerombudsmanden nu bakker op om, at den måde vi har indrettet os på, er i overensstemmelse med kontantreglen,« lyder det fra kommunikationsdirektøren.
Movia indstillede i foråret al betaling med kontanter som følge af COVID-19. Nu har Forbrugerombudsmanden fastslået, at det er i overensstemmelse med de gældende regler, at Movia ikke modtager kontanter i busser og flextrafikken. Det oplyser busselskabet i en meddelelse.
Undgår kontanter på grund af COVID-19-epidemien
Movia indstillede i foråret al betaling med kontanter i busser og flextrafik som led i håndteringen af COVID-19-epidemien. Beslutningen blev taget for at undgå unødig smitterisiko ved tæt kontakt mellem chauffører og kunder.
Movia har siden 19. marts midlertidigt indstillet muligheden for at betale med kontanter i busserne og siden 20. marts i flextrafikken. I flextrafikken kan kunderne blandt andet bestille og betale digitalt, eller blive tilmeldt fakturabetaling, så alle ture kan bestilles telefonisk, men betales samlet en gang om måneden.
Nu har forbrugerombudsmanden slået fast, at Movias praksis er i overensstemmelse med de gældende regler for pligten til at modtage kontanter. Hermed har Forbrugerombudsmanden fjernet den tvivl, som nogle kunder kan have haft om, hvorvidt Movia har lov til at sige nej tak til kontanter.
»I Movia har vi har et stort ønske om at passe godt på både kunder og medarbejdere. Af samme grund har vi indstillet kontantsalget i vores busser og flextrafik. Vi er tilfredse med, at Forbrugerombudsmanden nu bakker op om, at den måde vi har indrettet os på, er i overensstemmelse med kontantreglen,« siger kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann, og fortsætter
»Vi er fuldt bevidste om, at suspenderingen af kontantsalget har været en udfordring for nogle af vores kunder. Vi har senest i slutningen af november lanceret en ny løsning i vores flextrafik, så kunderne kan bestille telefonisk, helt som de plejer, og så betale en faktura hver måned for deres samlede kørsel.«
Bussen fungerer som et ubemandet selvbetjeningsmiljø
I foråret blev kontantreglen debatteret i offentligheden. Det gav anledning til flere henvendelser til Forbrugerombudsmanden, som i en pressemeddelelse medio maj slog fast, at kontantreglen gælder for butikker og virksomheder, medmindre der for eksempel er tale om ubemandede selvbetjeningsmiljøer.«
Movias busser er indrettet som ubemandede selvbetjeningsmiljøer, men debatten kan have gjort nogle kunder usikre på, om Movias praksis nu også var i overensstemmelse med reglerne.
Mobilitetsselskabet kan således konstatere, at en gruppe af kunder siden midten af maj har fået en kontrolafgift og i den forbindelse har oplyst, at de troede man kunne betale med kontanter. Disse sager har været sat i bero og kan nu færdigbehandles.
»I Movia har vi forståelse for, at man som kunde kan være blevet i tvivl om reglerne i lyset af den debat, der herskede i offentligheden fra midten af maj. Den tvivl har vi helt ekstraordinært valgt at lade komme kunderne til gode, og derfor frafalder vi afgiften. Men det er også vigtigt for os at sige tydeligt, at det ikke gælder fremadrettet,« forklarer Camilla Struckmann.
Movia gør opmærksom på, at der løbende udføres billetkontrol i alle Movias busser. Man skal have gyldig billet, inden man stiger ombord. Movia henviser til DOTs app eller Rejsekort.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Movia / Ulrik Jantzen). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.