Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Zand.News – »Vi er glade for den gode dialog med Jordemoderforeningen og deres villighed til at være med til at løse udfordringerne på fødeområdet. Vi håber naturligvis på, at disse lønstigninger får effekt, så vi igen kan få en mere stabil planlægning af fødsler på vores fødesteder til glæde for både jordemødre og de fødende kvinder,« lyder det fra Region Sjællands koncerndirektør.
For at fastholde regionens jordemødre og tiltrække nye er der netop indgået en lønaftale med Jordemoderforeningen. Alle regionens jordemødre vil mærke et varigt lønløft på mindst 1.000 kroner om måneden fra juni. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Udligner lønforskelle mellem de fire fødesteder
Region Sjælland og Jordemoderforeningen har indgået en ny lokallønsaftale, der giver en lønstigning til alle jordemødrene på regionens sygehuse samt yderligere lønstigninger, der udligner de nuværende lønforskelle mellem regionens fire fødesteder.
»Vi er glade for den gode dialog med Jordemoderforeningen og deres villighed til at være med til at løse udfordringerne på fødeområdet. Vi håber naturligvis på, at disse lønstigninger får effekt, så vi igen kan få en mere stabil planlægning af fødsler på vores fødesteder til glæde for både jordemødre og de fødende kvinder,« siger koncerndirektør Jesper Gyllenborg.
Sjællands Universitetshospital, Holbæk Sygehus og Nykøbing F. Sygehus har ud over de 1.000 kroner aftalt yderligere stigninger for at forbedre rekrutteringssituationen i lighed med tidligere lokale forhandlinger for jordemødrene på Slagelse Sygehus.
Lokale initiativer på sygehusene i Region Sjælland
Den nye lønaftale står ikke alene. Sygehusene har taget en række yderligere initiativer, der skal medvirke til en stabil driftssituation:
- Slagelse Sygehus arbejder målrettet med at forbedre arbejdsmiljøet og arbejdsbelastningen ved for eksempel at tilbyde stresscoach og opfølgningssamtaler. Desuden gennemføres professionel debriefing og defusing efter eksempelvis svære fødselsforløb.
- Sjællands Universitetshospital har besluttet en opnormering i forhold til både jordemoder- og speciallægebemandingen, som afspejler, at hospitalet er Region Sjællands specialiserede fødested.
- På Holbæk Sygehus er der vedvarende fokus på tilbagemeldingerne fra de nybagte familier via den Landsdækkende Undersøgelse for Patienttilfredshed for fødende samt årlige arbejdspladsvurderinger og trivselsmålinger. Det sker med henblik på fortsat at sikre et godt forløb for gravide, fødende og barslende, men i høj grad også et godt arbejdsmiljø for medarbejdere.
- Nykøbing F. Sygehus har konkret styrket fremmødet i nattevagten og har fokus på arbejdsmiljø i forlængelse af stort arbejdsmiljøprojekt på sygehuset i tillæg til fastholdelsesindsatser.
Regeringen har netop afsluttet forhandlinger om styrkelse af fødeområdet, som tilfører fødeområdet yderligere ressourcer. Region Sjælland afventer den endelige udmøntning af disse midler, og Forretningsudvalget vil allerede i dag den 30. maj 2022 drøfte yderligere tiltag, der kan forbedre situationen på alle regionens fødesteder.
Midlertidig flytning af fødsler fra Roskilde Hospital
I en tid med stigende rekrutteringsudfordringer på stort set alle områder, er jordemoderområdet i Region Sjælland også ramt af mangel på personale. Det har betydet, at fordelingen af fødsler i regionen må tilpasses de ressourcer, der er til rådighed på regionens fire fødesteder.
Det er aftalt, at en del fødsler fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde midlertidigt flyttes til regionens øvrige fødesteder i Slagelse, Holbæk og Nykøbing F. i de kommende måneder.
»I den aktuelle situation har det været nødvendigt midlertidigt at ændre planerne for de fødende kvinder og deres familier, selvom det ikke er et optimalt scenarie for hverken de fødende eller personalet på regionens fødesteder. Det har været vigtigt for os at tage de nødvendige skridt, så fødslerne kan foregå i trygge rammer og med de rette kompetencer til stede,« siger Jesper Gyllenborg.
Øverst: Slagelse Hospital. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.