Zand.News — »Jeg blev kontaktet af en kvinde, hvis nevø arbejder i en isbod. Her mangler han blandt andet lønsedler, pauser og han bliver trukket i løn, hvis en is går tabt,« lyder det fra Jobpatruljen.
Fejl, overtrædelser og brud på ansættelsesforhold sker fortsat, kan Christine Bruun, der er koordinator på Jobpatruljen Sjælland, konstatere efter 672 interviews med unge fritidsjobbere. Det skriver Jobpatruljen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Jobpatruljen Sjælland konstaterer fortsat fejl og brud på ansættelsesforhold efter 672 interviews med unge fritidsjobbere. Generelt er der styr på regler, arbejdsmiljø og rettigheder. Mange fejl skyldes misforståelser eller uvidenhed, men grove sager forekommer også. Unge oplever krænkelser, manglende pauser og selv at skulle finde afløsere ved sygdom. 23,5% får ikke lovpligtige pauser. Jobpatruljen opfordrer til indmeldelse i fagforeninger. Fejl og snyd forekommer både i store og små virksomheder. Jobpatruljens arbejde oplyser de unge om deres rettigheder og sikrer en tryg start på arbejdsmarkedet.
Generelt er der styr på regler, arbejdsmiljø og rettigheder
»Når de unge starter på deres fritidsjob, er det arbejdsgivernes ansvar at sikre, at der er tjek på kontrakter, lønsedler med mere. så fejl og mangler ikke opstår. Heldigvis er de fleste fejl ikke alvorlige, men der er plads til forbedring,« siger Christine Bruun.
Koordinatoren fortæller videre, at der generelt er styr på regler, arbejdsmiljø og rettigheder. Men selvom mange virksomheder har tjek på reglerne, støder de også på dem, der har brug for en kærlig opsang.
Jobpatruljen har på Sjælland, Lolland og Falster besøgt 1850 arbejdspladser og her var der mange af stederne, fritidsjobbere på arbejde, i alt fra ishuse og butikker til caféer, restaurationer og store supermarkeder. Selvom de fleste steder har ordentlige forhold, har vi alligevel registreret et stort antal med regelbrud. De fleste af disse er menneskelige fejl, misforståelser eller simpel uvidenhed. Men der dukker også grove sager op.
Krænkelser, manglende pauser og sygeafløsning
»Når vi for eksempel møder flere 12 og 13-årige der står alene i kiosker, eller der bliver berettet om seksuelle tilnærmelser, så reagerer vi. Det er helt uacceptabelt at der er fritidsjobbere der oplever at være utrygge på jobbet og på grund af sin unge alder, kan have sværere ved at sige fra end en voksen. Arbejdsgiverne skal sikre en tryg og respektfuld arbejdsplads for alle ansatte, uanset alder,« fortæller Christine Bruun.
Fritidsjobberne fortæller også tit, at de selv skal finde afløsere ved sygdom – det er altså arbejdsgiverens ansvar. Flere unge har i år gjort Jobpatruljen opmærksom på de manglende, og nødvendige, pauser. Det er uacceptabelt, at 23,5 procent af de unge fritidsjobbere ikke får deres lovpligtige pauser på 30 minutter efter 4,5 timers arbejde. Ingen skal arbejde mange timer i sommervarmen uden pauser.
Jobpatruljen: Meld de unge ind i en fagforening
Lovgivningen er klar om reglerne for pauser, arbejdstid, skub og løft – især for de helt unge, hvor reglerne faktisk er strammere, fordi vi skal passe ekstra godt på dem. Mange forældre bliver tit overraskede over, at der er brud i de unges ansættelsesforhold. Christine Bruun opfordrer alle forældre til at hjælpe deres teenagere med at melde sig ind i en fagforening. Hun har mange gange talt med forældre, der vil have fagforeningens hjælp til deres teenagers ansættelse.
»Jeg blev kontaktet af en kvinde, hvis nevø arbejder i en isbod. Her mangler han blandt andet lønsedler, pauser og han bliver trukket i løn, hvis en is går tabt. Jeg opfordrede hende til at melde sin nevø ind i HK, men hun troede, at et medlemskab kræver, at man er over 18 år, men alle under 18 år kan blive medlem – og det er vigtigt, så snart de har et arbejde,« siger Christine Bruun.
Fejl og snyd hos både store og små virksomheder
Nogle tror, at man er sikret mod fejl og snyd, hvis man er ansat i en større butikskæde med overenskomst, men sådan er det desværre ikke altid. Større virksomheder har ofte bedre styr på regler og rettigheder end den lille café på havnen eller isboden i sommerlandet.
Fejl og snyd kan ske alle steder, påpeger Christine Bruun. Det er netop pointen med Jobpatruljens arbejde – at oplyse de unge om deres rettigheder, så de er godt klædt på. Men vi bør sikre, at de unge får en god og tryg start på arbejdsmarkedet, påpeger hun.
Opsummering af 672 interviews ved 1846 besøg:
- Ingen lønseddel = 18 (2,7%) Ved ikke = 19 (2,8%)
- Arbejder i lokaler med alkohol = 92 (13,7%)
- Er kommet til skade = 46 (6,8%)
- Får ondt/fysiske mén af at arbejde = 126 (18,7%)
- Løfter mere end 12 kg. = 166 (24,7%)
- Skubber mere end 250 kg. = 50 (7,4%)
- Er ikke blevet instrueret i tunge løft, træk, brug af maskiner, brug af kemikalier m.m. = 225 (33,5%)
- Mangler ansættelseskontrakt selvom de har krav på den = 50 (7,4%) Ved ikke = 23 (3,4%)
- Fik ikke løn fra dag 1/oplærings- og eller prøvevagter = 33 (4,9%)
- Ingen eller mindre end 30 min. pause, selvom de arbejder over 4,5 time = 158 (23,5%)
- Selv finde afløser ved sygdom = 126 (19%) Ved ikke = 45 (6,9%)
- Får ikke løn under sygdom = 297 (43,7%) Ved ikke = 224 (33,3%)
- Alene på job = 35 (5,2%)
- Føler sig utryg = 82 (12,2%)
- Mangler at få feriepenge = 6 (0,8%) Ved ikke 61 (9%)
- Medlem af fagforening = 52 er medlem (7,6%) ved ikke = 92 (13,7%) Nej = 528 (78,5%)
- Sager til faglig opfølgning = 195 (29%).
Jobpatruljen på Sjælland har kontorer i Guldborgsundcentret 6 i Nykøbing F, på Hersegade 13 i Roskilde og på Valbyvej 65 i Slagelse
Øverst: Christine Bruun er koordinator hos Jobpatruljen Sjælland. (Foto: Jobpatruljen). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.