Zand.News – En ældre mand fik et telefonopkald fra en falsk IT-medarbejder. Herefter mistede han over 45.000 kroner.
Torsdag kl. 13.09 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en 72-årig mand i Holbæk, som var blevet snydt af en falsk IT-medarbejder.
IT-manden ville installere antivirusprogrammer
Om mandagen havde den ældre mand fået et telefonopkald fra en person, som havde oplyst, at han arbejdede for et IT-firma.
“IT-medarbejderen” kom med en undskyldning om, at der skulle installeres antivirusprogrammer, og at anmelderens computer skulle renses.
Dermed blev den 72-årige overtalt til at godkende, at manden skulle fjernstyre hans computer.
Betalte 80 kroner og mistede 45.745 kroner i banken
Anmelderen blev herefter opkrævet 80 kroner for ydelsen, som den 72-årige betalte via netbank.
Den 72-årige opgav ikke nogen former for oplysninger til “IT-medarbejderen”, men “IT-medarbejderen” havde haft adgang til at se, hvad der skete på computeren, mens den 72-årige loggede ind og betalte.
Anmelderen konstaterede om aftenen, at der var overført 2.000 kroner til en konto i Estland, overført 35.000 kroner til en dansk bankkonto og overført 8.745 kroner fra Mastercard-konto.
Herefter spærrede banken den 72-åriges konto. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til den falske IT-medarbejder. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
(Genrefoto: Brian A Jackson / iStock).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.