Zand.News – Socialt sårbare kræftpatienter har ikke samme gavn af udviklingen som bedre stillede kræftpatienter med højere indkomst og uddannelse.
Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) skal forske i social ulighed i forbindelse med kræftbehandling ved hjælp af penge fra Knæk Cancer.
Centeret skal høre til på Sjællands Universitetshospital under Klinisk Onkologisk Afdeling i Næstved og får nyudnævnt professor Susanne Dalton i spidsen.
Socialt sårbare kræftpatienter har ikke samme gavn af udviklingen inden for området som bedre stillede kræftpatienter med for eksempel højere indkomst og uddannelse.
»Det har vi dokumenteret gennem de sidste 10 år. Nu skal vi gøre noget ved det,« siger nyudnævnt professor Susanne Dalton ved Sjællands Universitetshospital.
Afdække de behov, som ikke bliver mødt aktuelt
Hun skal lede Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft, som skal modarbejde den sociale ulighed, hjulpet på vej af 20 millioner fra TV2 og Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-indsamling i 2018.
Det nye landsdækkende sekretariat får spydspids i Region Sjælland i Næstved på Klinisk Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.
På den måde kommer forskningen i social ulighed og kræft ikke kun til at foregå i storbyerne men også ude i landet, hvor mange af de berørte patienter lever, mener professoren.
»Det handler om at afdække, hvad det er for nogle behov, som lige nu ikke bliver mødt. Vi kan se systematiske forskelle i, hvordan det går folk. Hvis vi adresserer de behov, der ikke bliver mødt, vil vi afhjælpe den sociale ulighed,« siger Susanne Dalton, der også mener, vi skal kaste et blik på, hvordan vi organiserer den kliniske praksis.
»Måske skal vi bruge lidt mindre tid på dem, der godt kan klare det selv, og lidt mere tid på dem, der ikke så godt kan. Måske kan vi kanalisere ressourcerne bedre,« foreslår den nyudklækkede professor og centerleder.
Eksperter skal sætte ind over for social ulighed
Et samlet hold af eksperter inden for sundhedsantropologi, psykologi, kræftbehandling, rehabilitering, palliation og epidemiologi skal sætte ind over for den sociale ulighed med både kvantitativ og kvalitativ forskning, herunder interviews med patienter og personale.
Ledende overlæge Mads Nordahl Svendsen fra Klinisk Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital har arbejdet aktivt for at få sekretariatet til Næstved.
»Vi er stolte over, at professor Susanne Dalton har valgt at samarbejde med Region Sjælland omkring COMPAS. I Region Sjælland bekymrer vi os over social ulighed og det vedkommer en stor del af vores patienter. Beliggenheden af det nye landsdækkende sekretariat i Næstved er for os en vigtig måde at signalere, at vi har et kraftigt fokus på problematikken også i den daglige kliniske drift,« siger Mads Nordahl Svendsen.
Foto: Tomas Bertelsen / Region Sjælland.
Fotograf: Ændringer i vores CMS har med medført, at fotokrediteringer mellem den 6. og 19. december 2019 er forkerte.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.