Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Henholdsvis 12 års fængsel og 10 års fængsel er prisen for at smide håndgranater ind i et hus på Mullerupvej i Mullerup i 4200 Slagelse.
To mænd på 32 og 38 år blev i dag i et nævningeting i Retten i Holbæk idømt lange fængselsstraffe for at have forsøgt at dræbe en mand og en kvinde ved brug af håndgranater i oktober 2020. De to dømte ankede dommen til frifindelse. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Der var både en mand og en kvinde i huset
Et nævningeting i Retten i Holbæk traf i dag en afgørelse om, at to mænd på nu 32 og 38 år var skyldige i drabsforsøg på både en mand og en kvinde, da de den 3. oktober 2020 cirka kl. 06.00 i forening kastede to håndgranater ind i et hus på Mullerupvej i Mullerup i 4200 Slagelse, hvor manden og kvinden opholdt sig.
Læs også: Sovende mand angrebet med håndgranat.
Nævningetinget afgjorde efterfølgende, at den 32-årige skulle idømmes fængsel i 12 år, mens den 38-årige blev idømt fængsel i 10 år.
»De langvarige fængselsstraffe afspejler i den grad alvorligheden i sagen, udtaler specialanklager John Nielsen,« anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi, og forklarer yderligere:
»Sagens alvorlighed understreges især af det voldsomme og livsfarlige angreb ved brug af håndgranater, hvor menneskers liv har været i overhængende fare.«
De to dømte ankede på stedet dommen til frifindelse.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: TP Heinz / Pixabay). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.