Syge ældre ‘betaler’ for salg til saudiarabisk sheik

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 5 år siden.

Penge fra puljen den ‘kommunale forebyggelsesindsats med særligt fokus på ældre medicinske patienter og udsatte grupper’ bliver brugt til at dække tabet efter, at Statens Serum Instituts vaccineproduktion blev solgt for blot 15 millioner kroner til den saudiarabiske sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

Sundhedsministeriet med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i spidsen bruger puljen på 76 millioner kroner til at dække en del af underskuddet i forbindelse med salget af vaccineproduktionen til Abdulaziz Hamad Aljomaih. Oprindeligt var pengene øremærket til bekæmpelse af overbelægning på sygehusene.

Pulje på 76 millioner blev ikke brugt på syge og ældre

Sundhedsministeren har fortalt Ekstra Bladet, at pengene, som blev afsat i 2016, ikke blev brugt, og derfor kunne ministeriet lige så godt bruge dem til at dække underskuddet.

“Puljen blev af forskellige grunde ikke udmøntet i 2016 – og derfor skulle pengene jævnfør budgetreglerne tilbageføres til statskassen igen. Det er brandærgerligt, men sådan er reglerne desværre for puljemidler,” skriver sundhedsministeren til Ekstra Bladet i en e-mail.

Massiv overbelægning på Region Sjællands sygehuse

En undersøgelse i november viste, at syv ud af 10 sygeplejersker oplever massiv overbelægning. I 2017 var der for eksempel over 3.000 patienter, som måtte ligge på gangene eller andre fællesarealer på Region Sjællands seks sygehuse. Det skriver dknyt.

Puljen med de 76 millioner kroner var tiltænkt en forebyggende indsats på kommunalt plan, som skulle rettes mod ældre og svage, så de oftere kunne undgå indlæggelser. Dermed ville de ikke lægge yderligere pres på de overfyldte hospitalsafdelinger.

1,2 mia. afsættes til at nedbringe overbelægning i 2016-19

“Det blev […] valgt at bruge bl.a. disse midler til at dække underskuddet hos SSI parallelt med, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti skulle styrke indsatsen mod overbelægning og udmønte den samlede plan på 1,2 mia. kr. i perioden 2016-2019 til nedbringelse af overbelægning og en styrket indsats for den ældre medicinske patient,” forklarer sundhedsministeren videre.

Salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion kommer angiveligt til at koste skatteyderne mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. Alene i 2017 beløber underskuddet sig til 400 millioner. Det skriver dknyt.

Genrefoto: Meilun / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.