Zand.News – Nu kan du snart blive set og hørt af din praktiserende læge via krypterede og sikre videokonsultationer på din tablet, pc eller mobiltelefon.
I løbet af næste uge kan de praktiserende læger i Region Sjælland møde deres patienter virtuelt.
De patienter, der vælger den løsning, kan dermed se og tale med deres egen læge uden risiko for at blive smittet eller smitte andre med coronavirus/COVID-19 eller andre sygdomme. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Sikre videokonsultationer på tablet, pc og mobiltelefon
Region Sjælland har i samarbejde med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) arbejdet i skyggen af coronavirus/COVID-19 på at skabe en løsning til gavn for både borgere og praktiserende læger i en tid, hvor vi desværre skal holde fysisk afstand til hinanden.
Snart kan man blive set og hørt af sin praktiserende læge via krypterede og sikre videokonsultationer på tablet, pc eller mobiltelefon.
»Det betyder, at vi trods udbredelsen af COVID-19 kan tilbyde borgere i Region Sjælland en nem og smittefri adgang til deres egen læge,« siger Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:
»Det kan også være en fordel for eksempelvis børnefamilien, hvor det skal afklares, om et barn har fået skoldkopper eller den ældre borger, der måske ikke behøver møde op hos sin egen læge. Vi er meget glade for det gode samarbejde med PLO, der har skabt grundlaget for at få en hurtig aftale på plads.«
Vigtigt at få reduceret antallet af fysiske konsultationer
Den hurtige opstart med de virtuelle konsultationer kan være forbundet med udfordringer, da det for mange er nyt og uprøvet territorium.
Men det altoverskyggende mål er, at sårbare borgere ikke behøver møde ind med risiko for at blive smittet, og at eventuelle patienter med mistanke om COVID-19-infektion ikke kommer ind og smitter andre i venteværelset.
»Jeg er imponeret over den handlekraft, Region Sjælland har lagt for dagen både med indkøb og udsendelse af videoudstyr, men også af beskyttelsesudstyr til de praktiserende læger,« siger Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO Sjælland, og fortsætter:
»I den nuværende situation er det vigtigt, at vi i almen praksis får reduceret antallet af fysiske konsultationer for at begrænse smitterisikoen mest muligt. Her kan videokonsultation i nogle tilfælde være en god vej at gå, men hvis den lægefaglige vurdering er, at patienten skal ses ved en fysisk konsultation, så kan patienter og læger være trygge med de nuværende forholdsregler.«
Lægerne modtager udstyret allerede på mandag
Region Sjælland sender IT-udstyr til video ud til alle praktiserende læger i regionen. Udstyret lander hos de praktiserende læger mandag og kan forhåbentlig tages i brug i løbet af den kommende uge.
Det er tanken, at videokonsultationerne primært skal foregå via den eksisterende app “Min Læge”, som gik i luften for godt et år siden.
I løbet af næste uge vil appen få en knap, der viser muligheden for videokonsultation.
Det er frivilligt for lægerne, om de vil tilbyde videokonsultationer, men PLO forventer, at rigtig mange læger vil benytte denne mulighed, der nu understøttes af regionens indkøb af udstyr.
Der vil snarest muligt også blive sendt udstyr ud til udvalgte speciallæger og psykologer, sådan at de også fremover kan tilbyde virtuelle konsultationer.
Hvordan gør jeg som patient?
- Du skal hente app’en “Min Læge”, som du finder på Google Play eller i App Store.
- Log ind med NemID og tryk “gå ind i det virtuelle venteværelse” (når funktionen er oprettet).
- Herfra kan lægen hente én patient ad gangen, i et sikkert og fortroligt virtuelt rum.
- Indtil app’en har oprettet funktionen “videokonsultation” skal du ringe til lægen som du plejer.
(Kilde: Region Sjælland).
Øverst: Genrefoto. (Foto: Nastya Gepp / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.