Zand.News – Professor Ismail Gögenur fra Sjællands Universitetshospital skal lede en ny forskergruppe, som vil reducere følgesygdomme og dødsfald efter kræftoperationer i tyk- eller endetarmen.
Professor Ismail Gögenur fra Sjællands Universitetshospital skal stå i spidsen for en ny stærk forskergruppe, der skal udvikle skræddersyede behandlingsforløb til patienter med tarmkræft og dermed give bedre chancer for overlevelse. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Mange patienter udvikler komplikationer eller tilbagefald
I Danmark får 5.000 patienter hvert år en diagnose med tyk- eller endetarmskræft. Mange bliver opereret, men hver fjerde patient udvikler komplikationer inden for den første måned, og hver tredje oplever tilbagefald.
Bedre og mere præcis diagnose til tarmkræftpatienter
Den nye forskergruppe vil se på hele patientforløbet fra tiden før operationen til selve operationen og tiden bagefter. De vil indsamle store mængder data fra mange patienter. Dermed vil de få en unik viden, som de kan bruge til at tilpasse den bedste behandling til den enkelte patient.
»De skræddersyede behandlinger kalder vi også for personlig medicin. Når det med tiden kommer til at fungere, vil vi nærmest kunne stå ved siden af patientens seng, taste patientens oplysninger ind i en database og med det samme kunne se, hvilke muligheder patienten har for behandling,« fortæller Ismail Gögenur.
I forskergruppen vil professor Ismail Gögenur, sammen med en række andre ledende forskere og klinikere fra universiteter og hospitaler i både Region Sjælland og Region Hovedstaden, reducere følgesygdomme og dødsfald efter operationen for kræft i tyk- eller endetarmen.
Tilpasset behandling reducerer følgesygdomme og tilbagefald
Ismail Gögenur har i sin tidligere forskning været med til at vise, at en personligt tilpasset behandling kan reducere følgesygdomme og tilbagefald.
I den nye forskergruppe vil samarbejdet mellem specialister i big data, eksperter i translationelle laboratorieteknikker og et tværfagligt team af eksperter, der repræsenterer alle faser i patientforløbet, nu kunne sætte ekstra skub i udviklingen af “personlig medicin” for denne gruppe kræftpatienter.
Til daglig hjælper Ismail Gögenur patienter på Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, og samtidig er han tilknyttet Institut for klinisk medicin på Københavns Universitet som professor.
Øverst: Professor Ismail Gögenur. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.