Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – »I takt med at flere og flere danskere igen pendler til og fra arbejde eller måske har fået nyt job eller skiftet arbejde, opfordrer vi til, at man giver feltet for kørselsfradrag opmærksomhed i den kommende forskudsopgørelse,« lyder det fra Skattestyrelsen.
Corona udfordrede manges arbejdsliv sidste år. Det betød væsentlig mindre transport til og fra arbejde, og Skattestyrelsen registrerede et markant samlet fald i kørselsfradrag i 2020. Også i Region Sjælland. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Befordringsfradraget blev særligt ramt af COVID-19
Coronapandemien har haft mærkbare følger for danskernes liv og økonomi, og hverdagen så anderledes ud i 2020 for de fleste danskere. Mange blev hjemsendt fra deres arbejde, fik lønkompensation eller mistede jobbet. Pandemien fik derfor også stor betydning for skattebetalingen for borgerne i Region Sjælland, viser tal fra Skattestyrelsen.
Særligt befordringsfradraget, også kaldet kørselsfradraget, blev påvirket af de ændrede forhold. Feltet for kørselsfradrag, som cirka 1,2 millioner danskere benytter hvert år, var således det mest ændrede felt på forskudsopgørelsen i 2020, hvor der blev lavet mere end 800.000 ændringer. Det er knap 119.000 flere ændringer i feltet end i 2019, svarende til en stigning på 18 procent.
»Siden 2010 har det samlede årlige kørselsfradrag været støt stigende. Men fra 2019 til 2020 faldt det samlede kørselsfradrag fra knap 20 milliarder kroner til knap 17 milliarder kroner, som en direkte konsekvens af pandemiens påvirkning af danskernes dagligdag. I Region Sjælland har vi registreret et fald på 14 procent fra 2019 til 2020, hvilket svarer til cirka 652 millioner kroner,« forklarer Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Han oplyser samtidig, at faldet svarer til, at det gennemsnitlige kørselsfradrag i Region Sjælland faldt med cirka 2.700 kroner per pendler – fra cirka 22.000 kroner til cirka 19.300 kroner. Tilsvarende tal for 2021 bliver først opgjort efter årets afslutning.
Vigtigt at være opmærksomhed på sit kørselsfradrag
En borger er berettiget til kørselsfradrag, hvis de har mere end 12 kilometer til arbejde. Skattestyrelsen opfordrer derfor borgerne i Region Sjælland, som igen pendler til og fra arbejde, til at være opmærksomme på at få tjekket kørselsfradraget i den kommende forskudsopgørelse for 2022:
»I takt med at flere og flere danskere igen pendler til og fra arbejde eller måske har fået nyt job eller skiftet arbejde, opfordrer vi til, at man giver feltet for kørselsfradrag opmærksomhed i den kommende forskudsopgørelse,« siger Jan Møller Mikkelsen.
Faldet på cirka 3 milliarder kroner, som svarer til et fald på 15 procent, betyder, at kørselsfradraget i 2020 lå på det laveste niveau siden 2012. Skattestyrelsens tal viser også, at der er færre skatteborgere, der gjorde brug af kørselsfradraget i 2020 end året før. Således benyttede cirka 1.157.000 borgere kørselsfradraget i 2019. I 2020 var det kun cirka 1.117.000 borgere.
I Region Sjælland benyttede ca. 206.000 borgere sig af befordringsfradraget i 2019 mod cirka 201.500 borgere i 2020. Fordelt på kommuner var faldet af befordringsfradrag målt i procenter størst i Roskilde, hvor det samlede fald er på cirka 20 procent – svarende til cirka 77,5 millioner kroner. Herefter følger Næstved (15 procent svarende til cirka 68 millioner kroner) og Køge (15 procent svarende til cirka 49 millioner kroner).
Det er snart muligt at rette forskudsopgørelse for 2022
Forskudsopgørelsen åbner den 18. november 2021. Her får borgerne mulighed for at tilgå og tilrette deres forskudsopgørelse for 2022.
Vil man være sikker på at betale den korrekte skat allerede fra starten af året, anbefaler Skattestyrelsen, at man retter sin forskudsopgørelse senest 10. januar 2022, hvis man er bagudlønnet.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Free Images). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.