Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Når testaktiviteten inden for hurtigtest falder på nationalt plan, reduceres kapaciteten af hurtigtest tilsvarende. Derfor lukker 12 af Falcks teststeder i regionen. Dog ikke i Slagelse Kommune.
Over de kommende uger indledes neddrosling af antallet af steder, hvor det er muligt at få en hurtig COVID-19-test.
Fra tirsdag den 6. juli lukkes der gradvist ned for 12 steder i regionen, men det berører ikke Slagelse Kommune. Det skriver regionen i en nyhedsmeddelelse.
Behovet for test falder i takt med antallet af vaccinerede
I takt med at flere er blevet vaccineret mod COVID-19, daler behovet for COVID-19 test. Derfor har Styrelsen for Forsyningssikkerhed udarbejdet en plan for, hvordan testudbuddet gradvist kan blive reduceret.
Det betyder, at for hver gang testaktiviteten inden for hurtigtest falder med 100.000 over en periode på syv dage i streg på nationalt plan, reduceres kapaciteten af hurtigtest tilsvarende.
For Region Sjælland betyder det, at regionen fra den 6. juli skal udbyde 52.000 hurtigtest, mod de tidligere 65.000. Efterspørgslen er aktuelt faldet til cirka 25.000 daglige test.
»Man kan sige, at filmen på en måde nu bliver kørt baglæns i forhold til vinterens opbygning af teststeder i Region Sjælland. Og det er jo heldigvis på baggrund af, at flere er blevet vaccineret og smitten falder. Behovet for at blive testet for COVID-19 er ikke længere så højt,« siger Anne Øster Hjortshøj, der er enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, og fortsætter:
»Men der er fortsat en del, der ikke er blevet vaccineret og har brug for at blive testet. Derfor tilpasser vi vores tilbud, hvor vi lukker enkelte teststeder, men fortsat opretholder et meget fintmasket net, som gør det let at blive testet overalt i regionen. Der vil stadig være maksimalt 20 km til nærmeste teststed – de fleste steder langt kortere.«
12 kvikteststeder blive lukket – ingen ændring af PCR-test
I denne første fase af tilpasningen vil 12 steder med hurtigtest blive lukket, mens fire steder vil få færre åbningsdage/-timer.
I sommerlandet, på småøerne og ved grænseovergangene vil der fortsat være høj testkapacitet.
I første omgang er det antallet af hurtigteststeder, der reduceres, da PCR-test er et vigtigt værktøj i arbejdet med at analysere for eventuelle ændrede COVID-19-varianter.
Regional tilpasning i samarbejde med kommuner og Falck
Mens antallet af hurtigtest styres fra nationalt hold, er det regionen, der i samarbejde med kommunerne og Falck, finder ud af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at skrue ned for testkapaciteten.
»De teststeder, der lukker, er fundet i tæt samarbejde med de enkelte kommuner, og de er blandt andet fundet ud fra, hvor mange borgere der efterspørger test i området, demografiske forhold og afstand til nærmeste alternative testcenter,« fortæller Daniel Gertsen, der er regionsdirektør for Falck.
På coronasmitte.dk/raad-og-regler/kort-over-covid-19-testcentre opdateres adresser og åbningstider for test løbende.
Disse 12 hurtigteststeder lukkes ned fra den 6. juli:
- Rønnede
- Svinninge
- Gørlev
- Bjæverskov
- Toksværd
- Gadstrup (Ramsø Hallen)
- Stenmagle
- Havdrup
- Bårse
- Horslunde (Ravnsborghallen)
- Hvalsø.
Disse fire hurtigsteder ændrer åbningstiderne fra 6. juli:
- Benløse
- Ringsted (Multisalen ved Ahornhallen)
- Nysted
- Nørre Alslev.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Falck). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.