Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Jeg tror desværre, at seksuelle krænkelser finder sted på alle arbejdspladser i en eller anden grad. Det er også tilfældet her i Region Sjælland,« siger regionsdirektøren.
Udmeldingen fra Region Sjælland er klar. Seksuelle krænkelser er uacceptable, og der er nultolerance over for denne form for uønsket adfærd. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Hovedudvalgen har udarbejdet en vejledning om krænkelser
Der er stor fokus på seksuelle krænkelser både i det private og på arbejdspladsen. Det er en dialog, Region Sjælland gerne vil åbne endnu mere op for, når det kommer til at imødekomme medarbejdere, der har været udsat for uønsket adfærd.
Derfor har Region Sjællands øverste samarbejdsorgan, MED-Hovedudvalg, opdateret de personalepolitiske rammer og udarbejdet en vejledning, hvor medarbejdere kan se de muligheder, de har, hvis de oplever krænkelser – også dem af seksuel karakter.
»Der er ingen tvivl om, at én krænkelse er en krænkelse for meget. Derfor har vi nultolerance over for det, når det sker,« konstaterer regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen, og fortsætter:
»Jeg tror desværre, at seksuelle krænkelser finder sted på alle arbejdspladser i en eller anden grad. Det er også tilfældet her i Region Sjælland. Vi ser dem mellem kolleger, fra ledere og desværre også i stort omfang fra borgere og patienter. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få ændret denne kultur.«
Arbejdsmiljølinjen bliver et tilbud til alle medarbejdere
Region Sjælland har allerede et godt system for medarbejdere, der har oplevet uønsket adfærd. Men det kan være svært for en medarbejder at henvende sig til en kollega eller leder omkring disse spørgsmål.
Derfor supplerer Region Sjælland sine tilbud med en “arbejdsmiljølinje”, hvor medarbejdere kan henvende sig og få vejledning og støtte af en uafhængig person, der kan lytte, støtte og give gode råd til at håndtere situationen.
Arbejdsmiljølinjen kommer til at være et tilbud til alle medarbejdere – også elever, studerende, frivillige og politikere. Alle henvendelser er naturligvis anonyme.
»Alle skal være trygge ved at gå på arbejde. Og den bedste måde, vi kan komme denne problemstilling til livs, er via dialog og åbenhed. Her ser jeg Arbejdsmiljølinjen som et godt skridt i den rigtige retning, så vi får alle sager frem i lyset. Vi vil ikke acceptere, at vores kolleger bliver udsat for seksuelle krænkelser,« siger næstformand i MED-Hovedudvalget, Gunhild Kroager Carlsson.
Regionspolitikere kan også gøre brug af Arbejdsmiljølinjen
På det politiske niveau tager man også stilling til krænkende adfærd, og det har været drøftet blandt alle gruppeformænd og formandskabet.
»Det er helt uacceptabelt, hvis medarbejdere eller politikere i Region Sjælland oplever seksuelt krænkende adfærd eller andre krænkende handlinger i form af vold, trusler, mobning, chikane eller lignende i deres hverv og arbejde,« siger regionsformand Heino Knudsen og fortsætter:
»Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi i Regionsrådet går forrest ved at fokusere på vores egen kultur og adfærd i Regionsrådet. Derfor er jeg også glad for, at også politikere kan bruge Arbejdsmiljølinjen, hvis de været udsat for uønsket adfærd af enhver form.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Mathias Fengler / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.