Zand.News – Råstofgravene i Region Sjælland har travlt med at levere grus og sten til den boomende byggebranche, men det giver flere naboklager. Samtidig er Region Sjælland og resten af Danmark ved at løbe tør for grus.
Der er godt gang i byggeriet, og det har fået Region Sjælland til at stramme op på sine tilsyn med de 62 råstofgrave, som ligger rundt omkring i regionen.
Travlt med at grave, men reglerne skal overholdes
Reglerne om, hvor der må graves, og hvor meget der må larmes, skal overholdes. Også selvom der er travlt i råstofgravene med at levere grus, sten og andre råstoffer til byggebranchen, understreger Peter Jacobsen, som er formand for Region Sjællands udvalg for Teknik, Infrastruktur og Miljø.
»Vi skal passe på miljøet og på drikkevandet, og råstofgravene skal tage hensyn til deres naboer. Derfor har det været vigtigt for mig at få strammet op på tilsynene. Jeg er meget tilfreds med, at vi i år har sat antallet af tilsyn med råstofgravene markant i vejret,« siger Peter Jacobsen.
Frem til efterårsferien har regionens miljøfolk været på tilsyn mere end 40 gange i områder, hvor der graves efter grus, sten og andre råstoffer. Det er mere end i hele 2017, hvor der blev foretager 33 tilsyn med råstofgravene.
Tallet for 2018 ventes at blive endnu højere. Region Sjælland har i alt cirka 30 planlagte tilsyn med råstofgravene i kalenderen i år. Dertil kommer de akutte tilsyn, som for eksempel kan skyldes regionens behandling af ansøgninger eller henvendelser fra borgere, som ikke mener, råstofgravene overholder deres gravetilladelser.
Rykker hurtigt ud for at få løst støjproblemer
»Vi kan tydeligt mærke, at der er pres på i råstofgravene, for vi får mange klager fra naboer over larm. Det kan være om morgenen, hvor arbejdet i råstofgraven begynder tidligere end det plejer, eller det kan være støj på usædvanlige tidspunkter i løbet af dagen,« siger Peter Jacobsen og fortsætter:
»Vi tager borgerhenvendelser meget alvorligt og lægger vægt på at rykke hurtigt ud og få løst problemerne. Men når det er sagt, så er der brug for, at råstofgravene kan få lov til at være her, og det kan altså ikke undgås, at man som nabo kan mærke, at der ligger en grusgrav i nærheden.«
Tidligere var der planlagt tilsyn mindst hvert tredje år, men nu er der sat mere turbo på tilsynene, og alle store råstofgrave får nu planlagt tilsyn hvert eneste år. Her bliver alle gravetilladelserne i råstofgraven gennemgået grundigt. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Danmark er ved at løbe tør for grus i grusgravene
DR Nyheder skriver i en anden anledning, at Danmark er ved at løbe tør for grus. Mange grusgrave er ved at være tomme, og Region Sjælland løber angiveligt tør i år 2032.
»Danmark bygger i vildskab, og derfor vil vores forbrug af råstof stige helt vildt. Samtidig er vores grusgrave ved at være tomme, så vi kommer til at mangle grus,« fortæller Heino Knudsen (S), der er formand for Danske Regioners Miljøudvalg og i øvrigt er regionsrådsformand i Region Sjælland, til DR Nyheder.
Genrefoto: jannebjo / Pixabay.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.