Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – »Vi er nu nødsaget til at udskyde flere planlagte operationer for at frigøre både personale og sengepladser til at kunne håndtere dem. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor mange patienter der får udskudt planlagt behandling,« lyder det fra Region Sjælland.
På grund af et stigende antal indlagte med COVID-19 øger Region Sjælland beredskabet. Det betyder, at regionen udskyder planlagte operationer på Sjællands Universitetshospital.
Alle akutte patienter, patienter med alvorlig sygdom og øvrig planlagt aktivitet fortsætter uændret. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Nødvendigt at aflyse planlagte behandlinger
Region Sjælland har 67 indlagte patienter med COVID-19, og derfor går regionen fra trin 1 til 2 i deres beredskab. Det skaber flere sengepladser og mere personale til at tage sig af pleje og behandling af COVID-19 patienterne.
Da sygehusene samtidig har et stigende antal almindelige medicinske patienter, er der ikke ekstra kapacitet til COVID-19 patienter, og aflysninger af planlagte behandlinger bliver derfor nødvendigt.
»Vi er nu nødsaget til at udskyde flere planlagte operationer for at frigøre både personale og sengepladser til at kunne håndtere dem. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor mange patienter der får udskudt planlagt behandling. Men alle berørte patienter får direkte besked fra sygehusene,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Regionens øvrige sygehuse fortsætter uændret
Det vil i første omgang betyde, at alt planlagt kirurgi bliver aflyst på Sjællands Universitetshospital. Akut og sub-akut kirurgi og kræftkirurgi fortsætter uforandret.
Den planlagte aktivitet på regionens øvrige sygehuse fortsætter foreløbig uændret.
»Vores sundhedsvæsen er åbent, og vi behandler alt akut og livstruende. Vi udskyder kun noget, der kan udskydes. Men det er selvfølgelig klart, at det er frustrerende for den enkelte patient, som bliver ramt af det, og det har jeg den største forståelse for. Jeg håber, at den store samfundsindsats og de nye skærpede restriktioner kan føre til, at epidemien ikke vokser yderligere,« siger Heino Knudsen.
Region Sjælland aflyser operationerne for at gøre plads til COVID-19-patienter, men udviklingen med COVID-19 afgør, om yderligere vil skulle aflyses, også på de øvrige sygehuse.
Massiv øgning af testkapacitet til 15.000 dagligt
I Region Sjælland er der arbejdet på højtryk for at øge antallet af tider til test og nedbringe ventetiderne for at imødekomme borgernes stigende behov for at blive testet frem mod jul.
I denne uge har der været kapacitet til at teste 8.000 borgere dagligt, men fra på mandag øges det tal til 13.500 og onsdag til 15.000 om dagen.
Det kan lade sig gøre at udvide testkapaciteten, fordi meget testpersonale for eksempel tager ekstra lange vagter.
Samtidig får Region Sjælland i næste uge assistance fra Beredskabsstyrelsen og Forsvaret, mens regionen samarbejder med kommuner om, at de selv begynder at teste ved smitteudbrud på eksempelvis plejecentre.
Indtil videre er der i alt testet over 500.000 borgere fra Region Sjælland. De er sammenlagt blevet testet lidt over en million gange.
Øverst: Region Sjælland. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.