Region Sjælland: Lighed er den vigtigste opgave

Zand.News — »Det helt grundlæggende problem er den mangel på speciallæger, som vi i Region Sjælland om nogen er udfordret af, selvom vi har en borgersammensætning, der giver vores område det største behov for sundhedsressourcer. Sundhedsreformen bør først og fremmest fokusere på de geografiske områder, hvor behovene og uligheden er størst, så de lægefaglige ressourcer bliver fordelt dertil,« lyder det fra regionsrådsformanden.

En ny sundhedsreform skal komme den ulighed i sundhed til livs, der især eksisterer i Region Sjælland. Det sker kun ved en ændret fordeling af landets sundhedsressourcer, herunder særligt lægerne. Sådan lyder appellen fra Regionsrådet i Region Sjælland i et høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Det skriver regionen i en meddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Region Sjælland står over for en ny sundhedsreform, der sigter mod at rette op på sundhedsulighederne i regionen. Rådet kræver en omfordeling af sundhedsressourcer, særligt læger, for at forbedre tilbuddene og tilgængeligheden for borgerne. Trods mangel på speciallæger har regionen opnået positive resultater sammenlignet med resten af landet. De fremhæver deres indsats i at skabe nærhed og digitalisering i sundhedstilbud, herunder etablering af Danmarks første eHospital. Regionen understreger vigtigheden af at integrere sundhedsopgaver med regional udvikling og støtter kommissionens anbefalinger om ressourceomfordeling og nye organisatoriske tiltag i almen praksis.

Regionsrådet i Region Sjælland har sendt høringssvar

Der er behov for forandring med afsæt i en bedre fordeling af læger og behov for at sikre borgerne nære og sammenhængende tilbud. Det fastslår Regionsrådet i Region Sjælland i sit høringssvar til kommissionens rapport. Det er netop indsendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og det supplerer og bakker op om det høringssvar, som Danske Regioner allerede har afgivet.

»Det helt grundlæggende problem er den mangel på speciallæger, som vi i Region Sjælland om nogen er udfordret af, selvom vi har en borgersammensætning, der giver vores område det største behov for sundhedsressourcer. Sundhedsreformen bør først og fremmest fokusere på de geografiske områder, hvor behovene og uligheden er størst, så de lægefaglige ressourcer bliver fordelt dertil. Det vil betyde, at vi kan drive vores sundhedsvæsen i Region Sjælland og sikre vores borgere samme muligheder som borgere i resten af landet,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Region Sjælland har skabt resultater på trods af situationen

Regionsrådet påpeger også i høringssvaret, at det er et fortegnet billede, når Region Sjælland bliver udpeget som selve problemet, som en sundhedsreform skal løse.

»Man kan i den offentlige debat få fornemmelsen af, at Region Sjælland er selve problemet, som en kommende reform skal løse, men det er en sejlivet misforståelse. For på trods af den sociale og geografiske ulighed, der følger af manglen på særligt speciallæger, men også andre sundhedsfaglige ressourcer, er det lykkedes Region Sjælland at følge resten af landets positive udvikling på nøgleparametre som for eksempel middellevetid og 5-års kræftoverlevelse, så man kan i højere grad sige, at Region Sjælland er en vigtig del af løsningen for et lige sundhedsvæsen i fremtiden,« siger Heino Knudsen.

Regionen har gjort meget for at skabe nærhed og lighed

I høringssvaret slår Regionsrådet i Region Sjælland også fast, at de resultater kun har kunnet lade sig gøre, fordi man med modige og fremtidssikre beslutninger på flere områder er gået foran i omstillingen til fremtidens sundhedsvæsen. Og dermed allerede har gjort meget for at forbedre og skabe mere nærhed og lighed i sundhedstilbuddene for borgerne i Region Sjælland.

»Vi udnytter alle vores sundhedsfaglige ressourcer til at sikre nærhed og dermed større tilgængelighed og lighed i sundhedstilbuddene. Og så er vi gået forrest i forhold til at investere i digitale løsninger, blandt andet med Danmarks første eHospital. Men også vores udekørende funktioner i form af præhospitale vurderingsenheder, der er med til at forebygge indlæggelser ved at afslutte halvdelen af behandlingsforløbene i borgerens eget hjem,« siger 1. næstformand Anne Møller Ronex (RV).

Sundhed og regional udvikling hænger tæt sammen

En væsentlig måde at forbedre sundhedstilstanden generelt i Region Sjælland og bidrage til lighed i sundhed er at skabe attraktive vilkår for at bo, leve, uddanne sig og drive virksomhed i regionen.

»Gennem regional udvikling bidrager vi til arbejdspladser og bedre uddannelsestilbud i regionen. Der er en vigtig sammenhæng mellem sundhedsopgaver og den regionale udvikling, fordi det forbedrer levevilkårene. Og derfor er det også bekymrende, når Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler at adskille sundhed og regional udvikling,« siger 2. næstformand Kirsten Devantier (V).

Lighed i sundhed kræver omfordeling til udsatte områder

Med Sundhedsstrukturkommissionens tværgående anbefalinger lægges op til en national løsning på udfordringerne med ulighed i sundhed, hvilket regionsrådsformanden hilser velkomment.

»Vi er naturligvis meget tilfredse med, at kommissionen har lyttet til de synspunkter, vi har gjort opmærksom på gennem flere år. Her tænker vi især på de to tværgående anbefalinger om hhv. at omfordele de sundhedsfaglige ressourcer og at se på en ny måde at organisere almen praksis på, der vil give praktiserende læger i yderområder mulighed for færre patienter,« siger Heino Knudsen og fortsætter:

»Det er helt afgørende, at de lægefaglige ressourcer fordeles til de områder, hvor borgerne er mest syge og har størst behov. Derfor bakker vi fuldt ud op om de tværgående anbefalinger, som er selve nøglen til at sikre sundhedsvæsnet i fremtiden og opnå lighed i sundhed. Det er disse anbefalinger, der er den egentlige reform.«

Region Sjælland har 15 procent flere ældre over 65 år end i resten af landet og 9 procent flere borgere med kronisk sygdom. I Region Sjælland er der 18 procent færre speciallæger pr. indbygger i forhold til landsgennemsnittet. Kilde: Region Sjælland med flere.

Læs Region Sjællands høringssvar ved at klikke her (pdf).

Øverst: Regionsrådsformand Heino Knudsen (S). (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/28fo