Zand.News – »Martin (Magelund Rasmussen, red.) kommer med vigtig viden og indsigt i sundhedsvæsenet, strategisk tænkning og et fokus på forandringer, som bliver meget værdifuld for Region Sjælland. Vi kigger lige om hjørnet ind i en sundhedsreform, som forventes at indeholde en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden,« lyder det fra regionsrådsformanden.
Martin Magelund Rasmussen bliver ny koncerndirektør og indtræder i direktionen for Region Sjælland den 1. december 2024. Han kommer fra en stilling som vicedirektør på Rigshospitalet, hvor han de seneste seks år også har været centerdirektør for HovedOrtoCentret. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Kommer med viden om og indsigt i sundhedsvæsenet
Ledelse af forandringer har gennem en årrække været den røde tråd for Martin Magelund Rasmussens karriere. Senest med base på Rigshospitalet og før det blandt andet som direktør i Center for HR i Region Hovedstaden.
Trine Birk Andersen (S), formand for Region Sjælland, glæder sig til at få Martin Magelund Rasmussen med på holdet i Region Sjælland:
»Martin kommer med vigtig viden og indsigt i sundhedsvæsenet, strategisk tænkning og et fokus på forandringer, som bliver meget værdifuld for Region Sjælland. Vi kigger lige om hjørnet ind i en sundhedsreform, som forventes at indeholde en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Det kommer til at betyde markante forandringer og ikke mindst en stor, vigtig opgave med at udvikle hele det samlede sjællandske sundhedsvæsen og sikre lighed i sundhed. Martin kommer som ny koncerndirektør til at spille en vigtig rolle i den opgave, som venter os,« fortæller regionsrådsformanden.
Ledelsesværdier såsom en sikker hånd på rattet
Mette Touborg, der er regionsdirektør i Region Sjælland, fremhæver også Martin Magelund Rasmussens evne til at have en sikker hånd på rattet med forandringer i store organisationer. Samtidig med at han holder fast i stærke ledelsesværdier:
»Med sin dynamiske facon skaber Martin forandring gennem involvering og samarbejde. Martin har resultater med sig, der viser, at han går fordomsfrit og målrettet til komplekse problemstillinger. Han finder nye veje og løsninger igennem det vanskelige, og det er præcis dét, som vi skal lykkes med sammen som organisation i et tæt samarbejde mellem kommuner, regioner, patientorganisationer og resten af sundhedsdanmark – til gavn for borgerne,« siger regionsdirektøren.
Langt fremme med at finde nye og bedre løsninger
Martin Magelund Rasmussen beskriver Region Sjælland, som den helt rigtige base:
»På tærsklen til en sundhedsreform kan jeg ikke forestille mig noget mere spændende sted at være end i Region Sjælland, der på mange måder allerede er gået forrest i omstillingen til fremtidens sundhedsvæsen. Region Sjælland har de største udfordringer med ulighed i sundhed, mangel på personale, flest ældre og de mest syge borgere. Derfor har regionen også været meget langt fremme med at tænke løsninger på udfordringerne i fremtidens sundhedsvæsen. Den udvikling skal vi nu accelerere med modige beslutninger,« lyder det fra den nye koncerndirektør.
Uddannet i jordbrugsøkonomi på Landbohøjskolen
Martin Magelund Rasmussen er oprindeligt uddannet i jordbrugsøkonomi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Inden han kom til Region Hovedstaden arbejdede han som fuldmægtig, forsker, specialkonsulent og sekretariatsleder ved Københavns Universitet og som sektionsleder ved EU-Kommissionens delegation i Eritrea. Her etablerede han i samarbejde med NGO’er blandt andet landbrugsskoler og udviklingsprogrammer for sundhed.
Privat bor Martin Magelund Rasmussen i Vanløse med finskfødte Terhi Kiviranta Rasmussen og parrets fire børn i alderen 11-18 år.
Den samlede direktion i Region Sjælland udgøres fremover af regionsdirektør Mette Touborg samt koncerndirektørerne Jesper Gyllenborg, Lone Lindsby og Martin Magelund Rasmussen.
Øverst: Martin Magelund Rasmussen bliver koncerndirektør i Region Sjælland. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.