Region Sjælland går ned i COVID-19-beredskab

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – »COVID-19 er fortsat en stor opgave, men tendensen er, at presset er faldende. Vi håber og forventer, at det fortsætter, og at vi kan skrue op for den normale drift, så snart det er muligt,« lyder det fra den lægefaglig koncerndirektør.

Region Sjælland oplever i øjeblikket, at antallet af indlagte for COVID-19 falder. Derfor går regionen ned i beredskab og begynder at tage de første skridt mod en mere normal drift på sygehusene, i takt med at senge til COVID-19-patienter reduceres. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Markant fald af patienter med COVID-19 som A-diagnose

59 patienter er i dag indlagt på Region Sjællands sygehuse med COVID-19 som A-diagnose. Det er et markant fald, når man sammenligner med de 81, der var indlagt den 3. januar. Det får nu regionen til at skære ned på antallet af sengepladser reserveret til patienter med COVID-19.

»Det begynder at se lysere ud på vores sygehuse med hensyn til antallet af indlagte patienter med COVID-19. Derfor omstiller vi os og begynder at se fremad. Lige nu går det i den rigtige retning, og i modsætning til hvad vi forventede, er vi så småt på vej mod en mere normal drift på sygehusene. Så jeg er fortrøstningsfuld,« siger Jesper Gyllenborg, der er lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland.

En del medarbejdere vender tilbage til egne patientgrupper

Flere medarbejdere har givet en hånd med på COVID-19-afsnittene på sygehusene. En del af dem kan nu vende tilbage til de patientgrupper, de plejer at tage sig af. Det betyder, at gradvist flere planlagte operationer og aftaler kan gennemføres i den kommende tid.

Jesper Gyllenborg understreger dog, at selvom udviklingen er god, fylder COVID-19 stadig på sygehusene.

»Vi har stadig mange indlagte patienter både på grund af COVID-19 (A-diagnoser, red.) og med COVID-19 (B-diagnoser, red.), og det kræver mange senge og personale. Samtidig har vi også mange andre syge patienter på særligt de medicinske afdelinger, så der er stadig travlt,« siger Jesper Gyllenborg og fortsætter:

»COVID-19 er fortsat en stor opgave, men tendensen er, at presset er faldende. Vi håber og forventer, at det fortsætter, og at vi kan skrue op for den normale drift, så snart det er muligt.«

Behandling af akut sygdom, skade eller livstruende sygdomme, som for eksempel kræft- og hjertesygdomme, har ikke været berørt af de mange patienter med COVID-19.

Hvis man som borger har brug for hjælp, skal man som altid kontakte egen læge, lægevagt, skadestue eller 112 afhængig af behov. Det samme gælder udskudte patienter, der skal kontakte sygehuset, hvis de oplever en forværring af symptomerne.

Øverst: Slagelse Sygehus. (Foto: Slagelse Media). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.