Region Sjælland får lynhurtigt bredbånd

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Zand.News – Region Sjælland kan se frem til lynhurtigt bredbånd med en hastighed på op til 1 Gigabit/s. SEAS-NVE og Fibia investerer 3,4 milliarder kroner i udrulning af nyt fibernet.

Hurtigt internet er essentielt for virksomheder, handel, uddannelse, vores sociale relationer og meget andet. Og det går rigtig godt med udrulningen af hurtigt bredbånd i Danmark.

Ved seneste opgørelse i 2017 havde 89 procent af alle danske husstande og virksomheder adgang til bredbånd med en hastighed på 100 Mbit/sek. Dog var det kun 79 procent i Region Sjælland, som havde adgang til bredbånd med en hastighed på 100 Mbit/sek.

Fibia foretager udrulningen over de næste fem år

»Det er regeringens politik, at vi i Danmark skal have de bedst mulige rammer for at tilbyde bredbånd på markedsmæssige vilkår,« siger ministeren for tele og bredbånd, Lars Chr. Lilleholt (V), og fortsætter:

»Derfor er det også glædeligt, at SEAS-NVE med dette initiativ giver borgere og virksomheder i Syd- og Vestsjælland samt på Lolland og Falster mulighed for at koble sig på en digital højhastighedsmotorvej. Det er jo nærmest telepolitisk danmarkshistorie, at SEAS-NVE nu for alvor melder sig ind i kampen om at tilbyde lynhurtigt bredbånd til de dårligst dækkede områder.«

Det bliver SEAS-NVE’s fibernetselskab, Fibia, der foretager den egentlige udrulning af fibernettet i Region Sjælland over de næste fem år.

Hurtigere forbindelse er afgørende for regionen

Udsigten til en hurtigere forbindelse vækker begejstring hos Region Sjælland.

»Jeg har svært ved at få armene ned. SEAS-NVE’s investering på 3,4 milliarder kroner i bedre internet i Region Sjælland er for mig årets første og helt sikkert også årets største julegave. Ambitionen om 1 Gb/s internetforbindelser til alle i løbet af de næste fem år er et kæmpe skridt, der kan bringe Sjælland og Øerne sikkert ind i den digitale fremtid,« siger Heino Knudsen (S), der er Regionsrådsformand for Region Sjælland, formand for Vækstforum Sjælland og formand for Greater Copenhagen, og fortsætter:

»Hurtige forbindelser er afgørende for udviklingen i Region Sjælland, og vi vil fortsat arbejde for at flest mulige i Region Sjælland har ordentligt internet blandt andet med etablering af en ny digital task force, der skal hjælpe og rådgive sjællænderne om mulighederne for at få bedre internet.«

[d12-stats title=”Tilføjelse til artiklen”]Redaktionen har opdateret artiklen med en udtalelse fra regionsformand Heino Knudsen.[/d12-stats]

Statens egen bredbåndspulje er stadig åben

Den statslige bredbåndspulje har over de seneste år givet tilsagn om tilskud på op til 100 millioner kroner årligt. Puljen fortsætter, og der er også afsat 100 millioner kroner på finanslovforslaget for 2019.

Puljen dækker hele landet, og Lars Chr. Lilleholt mener fortsat, at der er adresser, der skal have statslig hjælp til bedre og hurtigere internet.

»Investeringen her viser med al tydelighed, at de frie markedskræfter fungerer i udrulningen af bredbånd. Og jo flere adresser, der får med bredbånd på markedsmæssige vilkår, desto bedre kan vi fokusere statens egen bredbåndspulje på de adresser, som markedet har sværest ved at nå. Denne indsats skal vi fortsætte, så hele Danmark får mulighed for lynhurtigt bredbånd,« siger Lars Chr. Lilleholt.

Fakta om fiberudrulningen på Sjælland

  • SEAS-NVE tilfører gennem datterselskabet Fibia 3,4 milliarder kroner til fiberudrulning på det vestlige og sydlige Sjælland, Lolland, Falster og øerne over de næste fem år.
  • Ambitionen er, at alle selskabets andelshavere inden udgangen af 2023 tilbydes adgang til fiber med en hastighed på 1Gbit/s.
  • Det bemærkes, at der er områder i Region Sjælland, som ikke indgår i SEAS-NVE’s forsyningsområde.
  • Du kan tilkendegive din interesse for fibernet på: fibia.dk/fiber. Der er ingen forpligtigelse forbundet med at skrive sig op, men det er fuldstændigt afgørende, at borgere, der ønsker fibernet, tilkendegiver, hvis de ønsker fiber.

Genrefoto: chaitawat / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.