Region Sjælland får flere penge til sundhedsvæsenet

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Den nye økonomiaftale mellem Regeringen og regionerne, herunder Region Sjælland, medfører flere penge til sundhedsvæsenet, men næste års budget vil fortsat kræve en stram budgetstyring og prioritering.

Den netop indgåede økonomiaftale mellem regionerne og Regeringen giver flere penge til sundhedsvæsenet. Det kommer også Region Sjælland til gode. Det konstaterer regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og 2. næstformand Jacob Jensen (V) i Region Sjælland.

Heino Knudsen og næstformand Jacob Jensen sidder med i bestyrelsen i Danske Regioner og har således repræsenteret Region Sjælland i økonomiforhandlingerne.

»Det er en økonomiaftale, som giver flere penge til sundhedsvæsenet og sætter en rigtig retning. Men det er også en økonomiaftale, hvor vi skal i arbejdstøjet for at få enderne til at mødes i næste års budget. Det indebærer, at vi i Region Sjælland også skal foretage en række svære prioriteringer på både sundhedsområdet og regional udvikling, når budgettet for næste år skal lægges,« siger Heino Knudsen og Jacob Jensen.

Med økonomiaftalen får Psykiatrien et løft, og på anlægsområdet vil renoveringer og modernisering af sygehuse også kunne fortsætte.

Dog betyder økonomiaftalen også, at Region Sjælland vil mangle midler til regional udvikling, fordi Regeringen vil centralisere erhvervsfremme. Dertil kommer, at Region Sjælland også må se på udgifterne til kollektiv trafik og miljø i Region Sjælland.

Region Sjælland skal i de kommende dage regne på, hvad økonomiaftalen kommer til at betyde præcist for regionen.

Læs også: Regionsrådsformand: Send flere penge til hospitalerne


Arkivfoto: Region Sjælland

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.