Zand.News – 29 procent af de 25-årige i Region Sjælland har kun en folkeskoleeksamen. Det placerer regionen langt bagefter de øvrige regioner. I Slagelse Kommune er der tale om 30 procent.
Andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, ligger stabilt i Region Sjælland, men det er nødvendigt at hæve uddannelsesniveauet.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af Uddannelsesanalyse 2020.
Regionen har det laveste uddannelsesniveau blandt de unge
Andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, ligger stabilt i Region Sjælland, og andelen er steget fra 66 procent i 2013 til 71 procent i 2019. Det viser regionens nye Uddannelsesanalyse 2020.
»Stigningen fra 2013 til nu følger landsgennemsnittet, og det er en udvikling, som jeg er tilfreds med, og som jeg ønsker at fortsætte. Det kræver noget ekstra i Region Sjælland, for vi er stadig den region i landet, der har det laveste uddannelsesniveau blandt de unge,« siger Peter Jacobsen (DF), som er formand for regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling, og fortsætter:
»På den baggrund er udviklingen i Region Sjælland faktisk rigtig flot. Men vi skal fortsætte med at gøre en særlig indsats for at få flere unge til at søge ind på en ungdomsuddannelse, og vi skal støtte dem, så de ikke dropper ud før tid.«
Søgning til erhvervsuddannelser i Region Sjælland er stabil
Peter Jacobsen hæfter sig især ved, at der er et forholdsvist stort og stabilt antal unge, der hvert år søger ind på erhvervsuddannelserne i Region Sjælland. Der er stort behov for mange og dygtige faglærte i regionen, hvor 38 procent af den samlede arbejdsstyrke er ufaglært.
På et arbejdsmarked, hvor digitalisering og automatisering øges, er der udsigt til færre ufaglærte job, og derfor skal uddannelsesniveauet hæves.
»I Region Sjælland har vi mange virksomheder og både de helt store spillere og de små og mellemstore virksomheder efterlyser kvalificeret arbejdskraft,« siger Peter Jacobsen og fortsætter:
»Mit budskab til de unge er derfor: I har brug for uddannelse, og vi har brug for jer. Vi vil gøre alt for at hjælpe jer igennem uddannelsen, og I kan se frem til et godt og langt arbejdsliv med et eksamensbevis fra en erhvervsskole i hånden.«
Færre unge i regionen – og mange flytter til København
29 procent af de 25-årige bosat i Region Sjælland har kun en folkeskoleeksamen som højst fuldførte uddannelse. Det placerer Region Sjælland langt bagefter de øvrige regioner, selvom flere unge gennem de seneste syv år er begyndt at vælge ungdomsuddannelsen til.
Dog er der stor forskel på de unges uddannelsesvalg i de enkelte kommuner i Region Sjælland, men i Slagelse Kommune er der tale om 30 procent. Altså næsten det samme som i regionen.
Ligesom for hele Region Sjælland tager de kommunale tal udgangspunkt i de 25-åriges nuværende bopælskommune. Tallene skal derfor læses en smule forsigtigt, da de unge ved måletidspunktet kan være flyttet væk fra den kommune, de boede i, da de tog deres ungdomsuddannelse
Uddannelsesanalyse 2020 viser også, at Region Sjælland er den region, der vil opleve det største fald i antallet af unge 15-17-årige med 16 procent færre unge i 2030 i forhold til 2019.
Det er mere end 5.000 færre unge, og det vil for alvor sætte uddannelsesinstitutionerne især i yderområderne under pres. Med færre unge mennesker i fremtiden vil elevgrundlaget til uddannelsesinstitutionerne blive mindre.
En anden udfordring er, at over 3.000 unge i 2019 flyttede ud af regionen for at tage deres videregående uddannelse i en af de store uddannelsesbyer for eksempel i København. Dette til trods for en bred vifte af videregående uddannelsesmuligheder i Region Sjælland. Tidligere analyser har vist, at mange unge bosætter sig der, hvor de tager deres uddannelse.
Kommunerne, uddannelsesinstitutionerne og regionen har de seneste år gennemført en række projekter netop for at komme disse udfordringer til livs. Og regionen har allerede taget de indledende skridt i etableringen af et bredt og ambitiøst samarbejde mellem regionen, kommunerne og uddannelsesinstitutionerne om i fællesskab at højne uddannelsesniveauet.
Samarbejdet mellem kommuner, uddannelsesinstitutioner og region skal blandt andet udbrede fortællingen om regionens kvaliteter ved at give et samlet billede af regionens mange uddannelsesmuligheder.
Øverst: Syddansk Universitet i Slagelse Midtby. (Arkivfoto: Slagelse Media). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.