Pendlere skal angive korrekt kørselsfradrag på årsopgørelsen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – I år vil Skattestyrelsen kontrollere, om man fejlagtigt afgiver kørselsfradrag for hjemmearbejdsdage. Samtidig skal man selv angive fradraget på årsopgørelsen.

Region Sjælland har landets flittigste brugere af kørselsfradraget, men i år skal man selv angive fradraget, når årsopgørelsen åbner midt i marts. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Årsopgørelsen for 2020 åbner for borgerne den 15. marts

Godt 1,2 millioner danskere brugte kørselsfradraget i 2019. Lige over 200.000 af dem bor i Region Sjælland, og de trak i gennemsnit 22.000 kroner fra i skat – det højeste gennemsnitlige fradrag i hele landet.

I et normalt år overfører Skattestyrelsen automatisk kørselsfradraget fra det foregående år til årsopgørelsen for cirka en tredjedel af alle brugere af kørselsfradraget.

Men når årsopgørelsen for 2020 åbner den 15. marts i år, ser det anderledes ud. Denne gang skal pendlerne selv angive kørselsfradraget, hvis de er berettiget til det.

»I år gør vi mere ud af vejledningen, så der ikke er nogen, der går glip af fradrag, de er berettiget til,« forklarer underdirektøren i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig

Hjemmearbejde under corona kan give lavere fradrag

I mere end 60 år har danskerne haft mulighed for et skattefradrag, hvis de pendler langt til jobbet, og over årene har kørselsfradraget udviklet sig til et af de mest benyttede skattefradrag i Danmark.

Hver dag man pendler mere end 24 kilometer frem og tilbage til arbejde, har man ret til kørselsfradraget. I 2019 havde knap 1,2 millioner danskere et samlet kørselsfradrag på 19,5 milliarder kroner. De usædvanlige arbejdsforhold under corona-krisen i 2020 kan dog have ændret på det billede.

»Vi ved, at antallet af danskere, der regelmæssigt arbejder hjemme, er fordoblet i løbet af 2020, og at mange på grund af nedlukninger ikke har kunnet tage på arbejde som normalt. Det kan så også betyde, at de ikke har ret til det samme kørselsfradrag, som de ville have ret til i et normalt år,« siger Karoline Klaksvig.

Skattestyrelsen øger kontrollen af kørselsfradraget

I år har Skattestyrelsen et øget fokus på kørselsfradraget.

»Vi øger kontrollen, da mange har været hjemsendt, har pendlet mindre og derfor ikke har ret til fradrag som normalt,« siger Karoline Klaksvig.

Når en borger åbner årsopgørelsen for 2020 på skat.dk, bliver man hjulpet på vej til at angive det korrekte kørselsfradrag med en regnemaskine, der måned for måned viser det normale antal arbejdsdage, og som også hjælper til med at huske ferier og omsorgsdage.

»Vi kan sagtens forstå, at det kan være svært at huske præcis, hvornår man var på arbejdet, og hvornår man arbejdede hjemmefra i et langt corona-år, hvor dagene for mange har flydt lidt sammen. Men det er vigtigt at angive præcist, for man er kun berettiget til kørselsfradrag de dage, hvor man faktisk har transporteret sig på arbejde,« understreger Karoline Klaksvig.

Pendlerne kan støtte sig til alle de ting, der kan hjælpe hukommelsen på vej – det kan være noter i kalenderen, vagtplaner fra arbejdet, samtaler med kollegerne eller opslag på sociale medier.

Når Skattestyrelsen kontrollerer et angivet kørselsfradrag, er en underskrevet erklæring fra arbejdsgiveren i langt de fleste tilfælde tilstrækkelig dokumentation for fradraget.

Hvis man har andet, der kan sandsynliggøre, at man har transporteret sig på arbejde det antal dage, som man har angivet, vurderer Skattestyrelsen fra sag til sag om den alternative dokumentation er tilstrækkelig.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Pasja1000 / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.