Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Region Sjælland og Region Hovedstaden sikrer, at færre syge og tilskadekomne skal til Storkøbenhavn, men at Region Sjælland stadig kan bruge hovedstadsregionens ekspertise på særlige områder.
Syge og tilskadekomne borgere og deres pårørende på Sjælland og øerne kan se frem til et styrket samarbejde mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Sådan lyder det fra begge regioner, der netop har underskrevet en aftale, der skal betyde styrket forskning, bedre faglig udvikling, mere videndeling, bedre uddannelse og bedre mulighed for at sætte ressourcerne ind der, hvor behovet og kapaciteten er størst.
»Jeg er utrolig glad for det her. Aftalen betyder helt konkret, at Region Hovedstaden kan behandle en del af patienterne fra Region Sjælland, samtidig med at vi i fremtiden kan skaffe flere højt specialiserede funktioner til vores egen region,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:
»Eller sagt på en anden måde. På sigt kan vi selv stå for flere behandlinger til Region Sjælland, samtidig med at den syge borger har trygheden i at vide, at vi kan bruge ekspertisen i Region Hovedstaden på særlige områder.«
Færre patienter fra Region Sjælland til hovedstaden
Aftalen vil på den lange bane betyde, at færre patienter fra Region Sjælland bliver behandlet på Region Hovedstadens hospitaler. Regionsrådsformand fra Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at det er fuld forståeligt, at man i Region Sjælland gerne vil behandle flere af regionens egne patienter.
Samtidig påpeger hun, at aftalen skam også er god for Region Hovedstaden. Aftalen betyder nemlig, at hospitalerne i hovedstadsregionen får nemmere ved at planlægge arbejdet – fordi man nu har sikkerhed for, at Region Sjælland foretrækker at sende patienter til hovedstadsregionen til nogle af de specialiserede behandlinger.
»Jeg er virkeligt glad for det her på patienternes vegne. Aftalen betyder, at når vi kommer til skade eller bliver syg, så kan vi fremover være mere trygge ved, at vi får behandlingen på det mest hensigtsmæssige sted,« forklarer hovedstadens regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
»Har du fx brug for højt specialiseret behandling, der måske kræver særligt udstyr eller lignende, så kan Rigshospitalet træde til. Uanset hvilken region du bor i.«
Øverst: Heino Knudsen og Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Region Sjælland.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.