Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – Praktiserende Lægers Organisation bemander forsat konsultationerne på sygehuse såsom Slagelse og kører ud på sygebesøg indtil oktober 2022.
Når Region Sjælland den 1. september 2021 overtager dele af Lægevagten fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation), kan borgere blive tilset af en læge om aftenerne og i weekenden 11 steder i regionen.
PLO bemander forsat de seks konsultationer på sygehusene i blandt andet Slagelse og kører ud på sygebesøg indtil oktober 2022. Borgerne skal ringe 70 15 07 00, som de plejer, når de skal i kontakt med vagtlægen. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Borgerne tilses på konsultationer i hele regionen
Det er vigtigt, at borgerne kan komme til en læge tæt på hjemmet. Også når egen læge holder fri. Det er “mantraet” for Region Sjælland.
Når regionen den 1. september 2021 overtager bemandingen af Lægevagtens fem decentrale konsultationer fra PLO, kan borgerne blive tilset af en læge 11 steder i regionen aften, weekender og helligdage, ligesom Lægevagten også vil køre på sygebesøg i hele regionen.
Med overdragelsen bemander Region Sjælland de fem decentrale konsultationer i Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Vordingborg, Nakskov og Ringsted, mens PLO fortsat bemander Lægevagten i Holbæk, Køge, Slagelse, Nykøbing F., Næstved og Roskilde.
»Vi står ved vores ambition om nærhed og kvalitet i sundhedstilbuddene i Region Sjælland. Det gælder også i Lægevagten. Nu er lægebemandingen på plads, så vi sikrer, at borgerne kan blive tilset på konsultationer i hele regionen, når deres egen læge holder fyraften,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
I 2022 overtager Region Sjælland det fulde ansvar
Den gradvise overdragelse af Lægevagten til Region Sjælland sker efter aftale med PLO. Første skridt er, at regionen den 1. september overtager de fem decentrale konsultationer.
Til oktober i 2022 overtager Region Sjælland resten af Lægevagt-opgaverne fra PLO. Til den tid vil Region Sjælland også stå for at køre ud til sygebesøg i hele regionen og for at bemande Lægevagten i de resterende byer.
Succesfuld rekruttering til regionens egen lægevagt
Region Sjælland har siden indgåelsen af aftalen været i gang med opgaven med at rekruttere kvalificerede læger til at tage sig af patienter om aftenerne, i weekender og på helligdage i de fem decentrale konsultationer.
Regionen har i den forbindelse haft en god ansættelsesproces, hvor mange kvalificerede læger har meldt sig klar til at bemande Lægevagten-konsultationerne i Vordingborg, Ringsted, Nakskov, Kalundborg og Nykøbing Sjælland.
»Det er gået rigtig godt med at finde og ansætte gode læger til opgaven. Her er vi rigtig glade for, at vi også har haft muligheden for at trække på PLO og organisationens netværk i bestræbelserne på at få kvalificerede ansøgere. Det betyder, at vi nu kan opfylde vores mål om at tilbyde både nærhed og kvalitet til borgerne, hvis de har behov for at få fat i en læge uden for normal arbejdstid,« siger Heino Knudsen.
Lægevagtens decentrale konsultationer holder på hverdage åbent to timer om aftenen. Derudover vil patienter ligeledes kunne blive tilset i et tidsrum på to timer i løbet af lørdag og søndag samt på helligdage.
For borgerne sker der ingen ændringer i forhold til, hvordan man kommer i kontakt med Lægevagten. Det sker fortsat ved at ringe på telefonnummer 70 15 07 00 i tidsrummet fra kl. 16.00 til kl. 08.00 på hverdage – og døgnet rundt i weekender og på helligdage.
Fakta om hjemtagelsen af Lægevagten:
- Tidligere på året indgik Region Sjælland en aftale med PLO Sjælland om gradvis overtagelse af Lægevagten.
- Første skridt i den overgangsordning: Pr. 1. september overtager Region Sjælland ansvaret for bemanding af de decentrale konsultationer i Vordingborg, Ringsted, Nakskov, Kalundborg og Nykøbing Sjælland.
- PLO Sjælland bemander fra den 1. september 2021 fortsat de seks faste konsultationer på sygehusene i Holbæk, Roskilde, Køge, Slagelse, Næstved og Nykøbing F. og står til rådighed for et fagligt samarbejde med regionen. PLO fortsætter desuden med at køre ud til sygebesøg i hele regionen.
- Andet skridt i overgangsordningen: Pr. 1. oktober 2022 overtager Region Sjælland den samlede ledelse af Lægevagten herunder bemanding og planlægning af alle konsultationssteder.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Estradaanton / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.