Kontrolteam skal tjekke regionens samarbejdspartnere

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Region Sjælland opruster mod social dumping med hotline og udkørende kontrolteam. Udvalgsformand: »Vi har vurderet, at der er brug for at skrue op for kontrollen.«

Region Sjælland vil sætte en stopper for social dumping hos virksomheder, som regionen samarbejder med. Derfor har regionen nu åbnet en hotline, hvor man anonymt kan anmelde social dumping eller urimelige arbejdsvilkår hos regionens samarbejdspartnere.

Snart vil Region Sjælland også sende et kontrolteam på uanmeldte besøg på byggepladser og hos virksomheder, der arbejder for regionen. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Region Sjælland har nul-tolerance overfor social dumping

Region Sjælland indførte arbejdsklausuler og sociale klausuler i 2015, og det er denne politik, der bliver skærpet, fortæller Gitte Simoni, som er formand for regionsrådets udvalg for arbejdsmiljø og rekruttering.

»Vi har nul-tolerance overfor social dumping. Vi vil kun arbejde sammen med virksomheder, der behandler deres medarbejdere ordentligt. Spillereglerne bliver skrevet ind i kontrakterne med vores samarbejdspartnere, men vi har vurderet, at der er brug for at skrue op for kontrollen,« siger Gitte Simoni.

Region Sjællands krav om arbejdsklausuler og sociale klausuler gælder på bygge- og anlægsprojekter og ved større serviceudbud om for eksempel tolkeydelser, vinduespolering, håndværkere, drift af sygehusvaskeri, drift af almen lægepraksis og arealpleje af grønne områder og vintervedligehold.

Klausulerne skal både overholdes af virksomheden, der har indgået aftale med regionen, og af virksomhedens underleverandører i alle led.

Klausulerne betyder, at løn- og ansættelsesforhold skal følge overenskomstmæssige vilkår hos virksomhederne, og at virksomhederne skal oprette uddannelsespladser til lærlinge og elever.

Kontrolteam rykker uanmeldt ud for at se på forholdene

Hvis man ringer eller sender en mail til Region Sjællands nye hotline om social dumping, går beskeden direkte til regionens kontrolteam, som har oprettet en særlig enhed, der skal holde øje med, om regionens arbejdsklausuler og sociale klausuler bliver overholdt.

»Vi kommer uanmeldt, så vi kan få et reelt billede af, hvordan forholdene er på arbejdspladsen. Vi vil snakke med medarbejderne og med ledelsen, og vi kan blandt andet bede om at se ansættelsesbeviser, timesedler, uddannelsesaftaler og praktikantplaner,« fortæller Carsten Kibugi Røjgaard, som er leder af kontrolteamet.

Hvis du har mistanke om at der foregår social dumping eller er urimelige arbejdsvilkår på en arbejdsplads, hvor der arbejdes for Region Sjælland, kan du melde det anonymt på Region Sjællands hotline på telefon 22 40 00 11 eller e-mail socialdumping@regionsjaelland.dk.

Øverst: Region Sjællands nye kontrolteam. Fra venstre Dorte Nielsen, Tanja Egholm Møller og kontrolteamets leder, Carsten Kibugi Røjgaard. (Foto: Bo Aagaard Simonsen / Region Sjælland). RK.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.