Jobvækst på Sjælland og i Slagelse kommune

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Zand.News – Der er gang i den private beskæftigelse på Sjælland. I 2017 steg den private beskæftigelse mest i Køge kommune, men den steg også med 539 privatansatte i Slagelse kommune.

I 2017 blev der ansat 6.095 flere medarbejdere i den private sektor på Sjælland uden for hovedstadsområdet – svarende til fire procent.

I antal hoveder er det i Køge kommune, der har haft den største fremgang med 1.270 flere privatansatte medarbejdere – en stigning på ni procent.

Der var også en flot stigning på 4 procent i Slagelse kommune – svarende til 539 privatansatte. Det blev til hele 1.323 privatansatte eller 11 procent i løbet af de sidste fem år.

Faxe og Lejre har haft en vigende privat beskæftigelse

»For lønmodtagerne i Region Sjælland er det jo skønt, at virksomhederne de fleste steder i det er i fremgang og ansætter nye medarbejdere,« siger Henrik Funder, formand for Djøf Privat, og fortsætter:

»Men i nogle kommuner går det desværre trægt. Derfor er det helt rigtig set, når regeringen ønsker at udvide ordningen med vækstpiloter i Landdistrikterne med ekstra 10 millioner kroner.«

Den statslige ordning skaber vækst og udvikling i landdistrikterne ved at hjælpe mindre virksomheder med at få ansat en akademiker i en periode.

De små og mellemstore virksomheder kan på den måde få sat skub i for eksempel salg, marketing og nye it-løsninger. Opgaver, som det ellers kan være svært for mindre virksomheder at løfte.

Der bliver også ansat flere akademikere i Slagelse

Opgørelsen fra Djøf viser også, at virksomhederne generelt hyrer flere akademikere. 15 procent flere fra 2013 til 2017 i Region Sjælland. Men forskellene mellem kommunerne er store.

I Kalundborg kommune er der på fem år blevet ansat 32 procent flere akademikere, mens Guldborgsund og Greve kommuner har oplevet en tilbagegang i antallet af akademikere i de private virksomheder. I Slagelse kommune er stigningen på 23 procent.

»En del af forklaringen er sikkert, at enkelte store arbejdspladser er meget videntunge, og når de ændrer på bemandingen, kan det hurtigt ses på jobvæksten for akademikere. Men jeg tror også, at nogle kommuner skal skubbe på hos de mindre virksomheder, så de får nye medarbejdere med kompetencer inden for for eksempel salg, kommunikation og økonomi,« siger Henrik Funder.

Når en mindre virksomhed ansætter den første akademiker, kan det aflæses direkte på bundlinjen i form af øget overskud og beskæftigelse.

Kilde: Djøf Privat (Excel).


Genrefoto: Pixelpower-01 / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.