Indbringende år for de sjællandske lotterispillere

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Næstved og Slagelse kan kalde sig de mest vindende, sjællandske kommuner med seks nye millionærer hver. Ringsted fik tre nye millionærer. Sorø fik en enkelt milliongevinst.

2021 har været et fantastisk år for de sjællandske lotterispillere. Udover at regionen er blevet 36 millionærer rigere, har de landets to heldigste forhandlere og årets absolut største vinder. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

481.830.653 til lotterispillerne i Region Sjælland

Danske Spil har udbetalt rekordmange milliongevinster til danskere i 2021. Trækningerne i Vikinglotto, Eurojackpot og Lotto har nemlig sørget for, at Danske Spil har sendt intet mindre end 1.607.062.806 kroner afsted til danske spillere, og det er næsten dobbelt så mange penge, som de danske lotterispillere kunne glæde sig over i 2020.

Årets højeste gevinst, både på Sjælland, men også i hele Danmark, blev vundet i Eurojackpot, hvor en heldig spiller fra Roskilde løb afsted med intet mindre end 310 millioner kroner. Roskildegenseren kan desuden kalde sig indehaver af den næsthøjeste lotterigevinst i Danmark nogensinde; kun overgået af en spiller fra Helsingør, der vandt 315 millioner i 2015.

Lotterispillerne fra Region Sjælland har i det hele taget haft et særdeles heldigt år, og de har tilsammen fået udbetalt 481.830.653 skattefri kroner. Det er mere end tre gange så mange millioner, som de fik udbetalt året før. Næstved og Slagelse kan kalde sig de mest vindende, sjællandske kommuner med seks nye millionærer hver.

Odsherred, Ringsted, Roskilde og Vordingborg Kommune har hver især fået tre nye millionærer. Derudover har Holbæk, Greve og Køge Kommune fået to, mens Faxe, Guldborgsund, Kalundborg, Lejre, Solrød og Sorø Kommune hver har hapset en enkelt milliongevinst.

21 millionkuponer fra sjællandske forhandlere

En forhandler i Sorø Kommune stod for salget af den fysiske kupon, der udløste den næsthøjeste, gevinst i regionen år. I februar købte en heldig spiller nemlig en kupon til Eurojackpot i SuperBrugsen i Dianalund, som udløste den tredje-højeste gevinst i Danmark i år på vanvittige 69,7 millioner kroner.

To forhandlere på Sjælland har vist sig at være de helt rigtige steder at købe sin kupon til et af Danske Spils lotterier. SuperBrugsen i Fensmark har både i februar og juli måned solgt en Lotto kupon, hvor en af rækkerne udløste Millionærgarantien, og sikrede to borgere fra Næstved en million kroner hver.

Også Føtex i Ringsted har formået at sælge to kuponer med milliongevinst. I juni måned solgte de en Lotto kupon, der udløste en gevinst på 7 millioner kroner til en heldig Ringsted-borger, mens en anden heldig borger fra kommunen kunne indkassere 10 millioner kroner med sin Lotto kupon fra samme forhandler.

Forhandlerne har i det hele taget haft et godt år, og de har stået for hele 91 af alle millionærerne i Danmark. På Sjælland alene har de stået for salget af 21 kuponer, der har udløst en milliongevinst.

Vinderne har fordelt sig godt, og der har været vindere fra både Q8, Kvickly og Meny, men også hos de mindre forhandlere, som Kioskland i Greve Kommune og Havanahuset i Roskilde.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Danske Spil). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.