Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Etableringen af Sjællands Udviklingsalliance sker med afsæt i en tankegang om, at Region Sjælland er et fantastisk sted at bo og leve, men at der samtidig er et stort uforløst potentiale for at udvikle regionen.
Der skal skaffes flere penge til de mange gode projekter i Region Sjælland. Det er ambitionen for de 14 personer, der er trådt ind i Sjællands Udviklingsalliance.
Alliancen blev lanceret i går mandag den 17. august på Brorfelde Observatorium. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Igangsætte initiativer og skaffe finansiering til udviklingen
I november 2019 blev ideen om Sjællands Udviklingsalliance offentliggjort af Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand for Region Sjælland, og Lars Petersson, der er administrerende direktør for Sparekassen Sjælland-Fyn.
Med lanceringen på Brorfelde Observatorium er etableringen af Alliancen nu en realitet. Etableringen af Sjællands Udviklingsalliance sker med afsæt i en tankegang om, at Region Sjælland er et fantastisk sted at bo og leve, men der er samtidig et stort uforløst potentiale for at udvikle regionen.
»Både Lars Petersson og jeg ser et kæmpe potentiale for udviklingen på Sjælland, Lolland, Falster og øerne. Vi så et behov for at samle driftige mennesker i et fællesskab om udviklingen af vores fantastiske region,« siger Heino Knudsen og fortsætter:
»Derfor er det stærkt, at 12 kompetente mennesker nu er gået sammen med Lars og mig, og vi vil nu begynde på at igangsætte initiativer og skaffe finansiering til udviklingen i alle dele af vores område.«
De 14 medlemmer af Alliancen kommer både fra det offentlige, fra vidensinstitutioner, fra civile organisationer, private fonde og virksomheder.
Formålet er at få penge og gode ideer til at finde hinanden
Medlemmerne af Sjællands Udviklingsalliance vil arbejde sammen om at skaffe kapital og igangsætte nye initiativer. Målet er at igangsætte udvikling for 1 milliard kroner, der bidrager til, at Region Sjælland er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed i – også om 10 og 20 år.
»Vi er 14 personer, der vil sætte turbo på udviklingen og skabe en reel positiv forandring for regionen og dens borgere. I alliancen vil vi både igangsætte egne initiativer, og vi vil hjælpe med at bygge bro mellem de gode projekter, der allerede findes, og den risikovillige kapital, som der er behov for. Pengene kan både komme fra private investeringer og ved at involvere private og offentlige fonde i initiativerne,« fortæller Lars Petersson, der fortsætter:
»Vi havde allerede været længere, hvis ikke corona-nedlukningen havde ramt os i foråret. På det tidspunkt havde de første inspirerende samtaler med alliancens engagerede medlemmer allerede, for mit vedkommende, motiveret til oprettelsens af Impagt Invest Sjælland, der med 50 millioner kroner i indskudt kapital skal være med til at løfte lokale virksomheder.«
Tre første initiativer fra Alliancen er allerede i støbeskeen
Alliancens medlemmer træder nu i arbejdstøjet med at udvikle egne initiativer. Og selvom alliancen stadig er ved at finde formen, så er der allerede tre initiativer i støbeskeen.
De tre første initiativer har henholdsvis fokus på at styrke tilflytningen til landsbyerne, at flytte sundhedstilbud tættere på borgerne samt at hjælpe flere unge i arbejde og uddannelse.
Det sidste initiativ har Peter Engberg, bestyrelsesformand for Den Sociale Kapitalfond, valgt at engagere sig i.
»I den Sociale Kapitalfond har vi stor succes med samarbejder mellem virksomheder og offentlige institutioner, der løfter de unge ind i uddannelse eller job og væk fra offentlig forsørgelse,« fortæller Peter Engberg og fortsætter:
»Jeg har derfor sat mig i spidsen for at udvikle det rigtige initiativ for de udsatte unge her på Sjælland, hvor også blandt andet Region Sjælland og Sparekassen Fyn-Sjælland deltager.«.
I løbet af de kommende måneder forventer Alliancen at kunne løfte sløret for nye initiativer og andre tiltag, der skal sætte skub i udviklingen i Region Sjælland.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.