Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Region Sjælland og Dansk Sygeplejeråd skal finde ud af, hvorfor vi mangler sygeplejersker i Region Sjælland. Forskningsprojektet har fokus på både fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker.
Region Sjælland og Dansk Sygeplejeråd har indgået et toårigt samarbejde om at kortlægge sygeplejerskernes arbejdsforhold. Forskere vil blandt andet undersøge, hvorfor nogle afdelinger ingen udskiftning har i personalet, og hvorfor andre afdelinger oplever det modsatte.
Stor udfordring med mangel på sygeplejersker
»Det er en vigtig dag i dag, hvor vi er blevet enige med Region Sjælland om at starte dette projekt. Det er en stor udfordring med mangel på sygeplejersker, som hele det danske sundhedsvæsen står over for,« siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Helle Dirksen og fortsætter:
»Derfor er det vigtig at finde ud af, hvad der gør arbejdslivet attraktivt for en sygeplejerske, og hvor stor en betydning en sygeplejerske har for en afdeling. Så jeg håber, at dette samarbejde vil give nogle helt klare svar på, hvordan vi skal løse de udfordringer som vi står over for lige nu, og i fremtiden.«
Sygeplejerskemangel er et problem i hele verden
Regionsrådsformand Heino Knudsen glæder sig over samarbejdet og ser frem til resultaterne af det nye forskningsprojekt:
»Mangel på sygeplejersker er ikke bare et problem i Region Sjælland, det gælder alle danske sygehuse, og for dens sags skyld i det meste af verden. Derfor er det vigtigt for os at finde ud af om vi kan gøre noget bedre. Så det glæder mig, at vi sammen med Dansk Sygeplejeråd, kan lave dette samarbejde og gøre noget ved problemet, for det kan kun løses i fællesskab,« siger Heino Knudsen.
Det store fælles forskningsprojekt er startet. Det første forskerne går i gang med er at undersøge de sundhedsøkonomiske konsekvenser af mangel på sygeplejersker, samt at interviewe sygeplejersker på forskellige afdelinger i Region Sjælland:
»Vi starter ud med at lokalisere de afdelinger, som har en stor fastholdelsesgrad, altså hvor der ikke er stor udskiftning i personalet. Så vi tager udgangspunkt i det positive. Vi skal tale med både sygeplejersker og ledere, og på den måde forhåbentlig finde frem til nogle løsninger, som vi kan bruge på andre afdelinger i sundhedsvæsnet,« siger forskningsleder Bibi Hølge-Hazelton.
Foto: Region Sjælland.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.