Zand.News – Det er politiets opfattelse, at de organiserede tyverier af benzinkort og efterfølgende benyttede dem til at tanke meget store mængder brændstof fra benzintanke. Herefter har de solgt brændstoffet.
Udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i går, i samarbejde med Fyns Politi, anholdt fire mænd, hvoraf tre er udenlandske statsborgere, mens den sidste er dansk statsborger. De fremstilles alle i grundlovsforhør i dag.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden
De fire mænd, der er i alderen 38-55 år, er sigtet for omfattende tyveri fra varebiler og brændstoftyveri. Politiet har i forbindelse med anholdelsen ransaget flere adresser, ligesom køretøjer er blevet beslaglagt. I forbindelse med anholdelserne blev der også fundet to ulovlige salonrifler.
»Vi har over en lang periode kunnet konstatere, at der har været gentagne tyverier fra varebiler, ofte tilhørende håndværkere, hvor gerningsmændene målrettet er gået efter at stjæle benzinkort med tilhørende kode. Ikke bare i vores politikreds, men i hele landet. En kort, men intensiv efterforskning bragte os på sporet af de anholdte,« siger vicepolitiinspektør fra Udlændingekontrolafdelingen, Anton Havegård, og fortsætter:
»Det er vores opfattelse, at de anholdte i forening organiserede tyverierne og efterfølgende benyttede benzinkortene til at tanke meget store mængder brændstof fra benzintanke flere steder i landet. Vi håber med anholdelserne at se et fald i antallet af disse tyverier. Samtidigt håber vi, at vi får oplyst ejere af benzinkort om, at det er en dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden dertil.”
Man skal tænke sig om, før man køber billigt brændstof
Efterforskningen har også vist, at der har været et bredt aftagerled af det stjålne brændstof.
Vicepolitiinspektøren påpeger derfor, at bliver man som borger tilbudt brændstof til priser, der prismæssigt ligger noget under det sædvanlige prisniveau, så bør man tænke sig om en ekstra gang, før man gør en “god handel”, for der kan være tale om hælervarer, hvor man som køber risikerer en sigtelse for overtrædelse af straffeloven.
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en specialenhed i Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis narkosmugling, omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Told og tysk politi. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Kim Matthi Leland / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.