Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – I forbindelse med lukningen af Falcks kviktestcentre afholder Falck jobmesser i blandt andet Roskilde. Der er jobmesse for podere på Roskilde Rådhus den 11. oktober kl. 15-18.
I forbindelse med at Falcks kviktestcentre lukker, afholder Falck tre jobmesser i Aalborg, Aarhus og Roskilde.
Her kan virksomheder møde Falcks podere og finde ny arbejdskraft. Jobmesserne finder sted henholdsvis den 6. oktober i Aalborg og den 11. oktober i Aarhus og Roskilde. Det oplyser Falck i en pressemeddelelse.
Jobmesse i Region Sjælland den 11. oktober
Den 9. oktober lukker alle private udbyderes teststeder. Derfor tager Falck nu initiativ til at afholde tre jobmesser i Aalborg, Aarhus og Roskilde i de tre regioner, hvor Falck har stået for kviktest. Den 11. oktober afholdes jobmessen i Roskilde, og det sker på Roskilde Rådhus fra kl. 15-18.
Falck har tidligere indgået et samarbejde med Danske SOSU-skoler med henblik på at hjælpe podere med interesse for det sundhedsfaglige arbejde videre til en sundhedsfaglig uddannelse. Nu gælder det virksomhederne.
»Vores podere har ydet en kæmpe indsats under pandemien og bidraget til at løse en vigtig samfundsopgave. Det skylder vi dem stor tak for. Og derfor vil vi også gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem videre og sammen med virksomhederne vise, hvilke jobmuligheder der er,« siger Jørgen Mieritz, direktør i Falck Ambulance Danmark.
Salling Group er en af de virksomheder, der deltager på jobmessen i Aalborg og desuden også vil være til stede i Aarhus og Roskilde.
»I Salling Group vægter vi i høj grad værdier som ansvarlighed, empati og ønsket om at hjælpe, hvor der er behov, og det er netop de egenskaber, vi ser hos de mennesker, der har valgt jobbet som poder til i en tid, hvor det at arbejde i frontlinjen har indebåret en risiko,« siger Susanne Leire, der er Senior HR Partner, Group Diversity i Salling Group.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Falck). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.