Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Zand.News – Du må aldrig give dine bankoplysninger i telefonen, og det er lige meget, om de siger, at de ringer fra Microsoft, kommunen eller fagforeningen. Det er også ligegyldigt, om de taler dansk.
Rigtigt mange er efterhånden blevet klar over, at de ikke skal falde for tricket, når engelsktalende med tyk accent fortæller dem, at de kommer fra Microsoft, Windows eller Google og lige skal have adgang til deres PC, fordi der er noget galt med den. Dog er der stadig nogle, som lader sig besnakke af bedragerne.
Desværre har også danske bedragere udviklet på fupnumrene.
Borgere er blevet franarret op til 60.000 kroner
De ringer op og udgiver sig for at være fra for eksempel en fagforening, der gerne vil donere penge til vedkommende, eller fra en kommune, der har opdaget, at de har fået for lidt i pension og vil indbetale pengene. De kan også sige, at de ringer fra en bank eller retten.
De seneste tre måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi fået en håndfuld af den type anmeldelser, hvor bedrageren har talt udmærket dansk.
I et tilfælde blev offeret franarret 60.000 kroner, og i et andet tilfælde over 50.000 kroner.
Tal med de ældre i din familie eller omgangskreds
Vi kan kun gentage, at man aldrig, som i aldrig, skal give sine betalingskort-oplysninger, info om NemID eller bank-oplysninger videre til folk i telefonen. En myndighed vil aldrig nogensinde ringe og bede om den type informationer. Det vil banker og fagforeninger heller ikke.
Ofte er ofrene ældre mennesker. Så tal gerne med de ældre i din familie og omgangskreds om, at den slags bedragerier findes – og at de ikke skal lade sig lokke.
Genrefoto: BrianAJackson / iStock.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.