Bilejere i Region Sjælland åbner pengepungen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – 9.500 bilejere her i Region Sjælland har fået brev fra Skattestyrelsen, og det har allerede givet 21,6 millioner kroner til statskassen.

9.500 bilejere i Region Sjælland har fået brev fra Skattestyrelsen om manglende betaling af for eksempel vægtafgift eller grøn ejerafgift. Det har givet 21,6 millioner kroner til statskassen.

På landsplan har rykkerbrevene fået bilejerne til at betale gæld på 130 millioner kroner. Regninger, der ikke bliver betalt, bliver oversendt til politiet, der kan klippe nummerpladerne. Det skriver Skattestyrelsen.

Har sendt 9.500 varslingsbreve til bilejere i regionen

I en periode på cirka 18 måneder har Skattestyrelsen udsendt knap 9.500 varslingsbreve til bilejere i Region Sjælland med forfalden motorgæld. Varslingsbrevene har fået bilejerne i regionen til at nedbringe deres motorgæld til staten med 21,6 millioner kroner.

Over hele landet har 50.000 bilejere siden foråret 2019 modtaget såkaldte varslingsbreve fra Skattestyrelsen, om at de mangler at betale motorafgifter som for eksempel vægtafgift eller grøn ejerafgift.

Varslingsbrevene minder om, at ubetalt gæld kan forårsage, at sagen i sidste ende sendes videre til politiet, der kan klippe nummerpladerne på bilen. Rykkerbrevene har i perioden ført til, at bilejerne på landsplan har betalt motorgæld for alt 130 millioner kroner.

Den manuelle indsats startede sidste år – og den virker

»Vores opgave er at sikre, at folk betaler, hvad de skylder til fællesskabet – hverken mere eller mindre. Det gælder også bilejerne. Vi startede derfor en fokuseret manuel indsats sidste år for at få borgere og virksomheder til at betale deres ubetalte regninger. Og vi kan se på tallene, at indsatsen virker,« siger Peter Thorgaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

En del bilejere mangler dog stadig at betale, og Skattestyrelsen opfordrer derfor til, at man får betalt sine ubetalte regninger – i værste fald risikerer man, at politiet klipper køretøjets plader.

»Vi er ikke i mål med indsatsen endnu, men vi kan håndtere og oversende langt flere data ad gangen til politiet, end da vi startede i foråret 2019. Samtidigt tager vores indsats et step op, fordi vi snart kan udsende varslingsskrivelser om nummerpladeinddragelse løbende, når bilejere ikke betaler deres motorregninger,« forklarer Peter Thorgaard.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Mistersunday / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.