AstraZeneca-pausen berører medarbejdere og få borgere

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – AstraZeneca er primært givet til medarbejdere i Region Sjælland, men alle berørte får automatisk ændret eller aflyst sin tid. Man skal derfor ikke gøre yderligere.

Vaccination med AstraZeneca er sat på pause af Sundhedsstyrelsen ud fra et forsigtighedsprincip. Det undersøges nu på europæisk plan, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og indberettede alvorlige bivirkninger.

Alle får automatisk ændret eller aflyst sin tid og skal derfor ikke gøre yderligere. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Regionen: »Alle får per automatik ændret sin tid«

Sundhedsstyrelsen har sat vaccination med AstraZeneca vaccinen på pause. Det berører cirka 25.000 medarbejdere i de 17 kommuner og i Region Sjælland, da AstraZeneca primært er givet til medarbejdere.

Godt 23.000 af dem har en tid til 2. vaccination med AstraZeneca, som automatisk ombookes til cirka fem uger fra deres planlagte vaccinationsdato.

Læs også: AstraZenecas COVID-vaccine sættes på pause.

»Alle får per automatik ændret sin tid, og medarbejderne i kommuner og regionen skal derfor ikke gøre noget yderligere,« siger Trine Holgersen, der direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Udover dem, der stod til at få 2. vaccination, har cirka 1.800 booket tid til første vaccination. Alle medarbejdere, der har en booket tid til 1. vaccination med AstraZeneca, vil få aflyst tiden og vil få nærmere information om, hvornår de på ny kan booke en tid.

Indtil videre er knap 250 færdigvaccineret i Region Sjælland med AstraZeneca. Halvdelen af de vacciner, Region Sjælland har til rådighed, er fra denne producent.

Få borgere i Region Sjælland bliver berørt af pausen

Vaccinationsprogrammet for borgere i udvalgte grupper fortsætter nærmest uændret. Stort set alle borgerne i Region Sjælland vaccineres med Pfizer og Moderna, og denne del af vaccinationsindsatsen fortsætter og bliver ikke påvirket af pauseringen.

»Vi fortsætter med at vaccinere borgere over 65 år med hjælp og pleje i eget hjem, borgere over 85 år og udvalgte patienter med særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Derudover kører hjemmevaccination og vaccination på sociale institutioner også videre,« siger Trine Holgersen.

Nogle få borgere skulle efter planen vaccineres AstraZeneca, men det ændres nu med udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen i går.

Knap 150 borgere har været booket til vaccination med AstraZeneca, hvoraf cirka en tredjedel allerede har fået 1. vaccination.

De borgere ombookes automatisk til at modtage Pfizer vaccinen, og de kontaktes direkte om ændringen.

Hvordan får man en ny tid til COVID-19-vaccination?

Har du bestilt tid til vaccination med AstraZeneca?

Borger:

  • Ved tid til 1. vaccination ændres bookingen automatisk til Pfizer i stedet for AstraZeneca-

Medarbejder:

  • Ved tid til 1. vaccination aflyses tiden, og du informeres, når du kan booke en ny tid.
  • Ved tid til 2. vaccination ombookes tiden automatisk til cirka fem uger fra den allerede planlagte vaccinationsdato.

Er du vaccineret med AstraZeneca inden for de sidste 14 dage?

Du bør kontakte egen læge, hvis du oplever længerevarende symptomer, det vil sige mere end 3 dage, eller hvis du oplever nye symptomer efter de første dages milde symptomer.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.