Anholdelses- og ransagningsaktion på Vestsjælland

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – I dag foretog politiet en anholdelses- og ransagningsaktion på Vestsjælland i forbindelse med efterforskningen af et voldsomt overfald og drabsforsøg på en mand fra Slagelse.

14 personer blev anholdt under en anholdelses- og ransagningsaktion på Vestsjælland i forbindelse med efterforskningen af et alvorligt overfald på en mand i Gørlev-området mellem Slagelse og Kalundborg.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet slog til mod flere adresser for at finde spor

I de tidlige morgentimer foretog Midt- og Vestsjællands Politi en anholdelses- og ransagningsaktion på Vestsjælland i forbindelse med efterforskningen af et voldsomt overfald på en mand på Ulstrupvej i Gørlev mandag den 30. september 2019 om eftermiddagen.

Læs også: Voldsomt overfald på 45-årig mand fra Slagelse.

Formålet med aktionen var anholdelse af personer, der sammen med en 32-årig mand fra Gørlev kunne mistænkes for at have deltaget i overfaldet på en 45-årig mand. Den 45-årige mand er fra Slagelse.

Den 32-årige blev anholdt nogle timer efter overfaldet og har siden været varetægtsfængslet.

Vidner siger, at der var flere personer involveret i overfaldet, hvor offeret pådrog sig alvorlige kvæstelser. Det skete blandt andet som følge af slag med en økse.

Politiet slog til mod flere adresser, som er blevet identificeret ud fra politiets efterforskning i sagen og inden for en personkreds, der i forvejen har et vist indbyrdes kendskab til hinanden.

Alle adresser er blevet undersøgt grundigt for at finde eventuelle spor efter overfaldet, der af politiet behandles som en sag om drabsforsøg.

14 personer blev anholdt, hvoraf otte hurtigt blev løsladt

Politiet har anholdt 14 personer, hvoraf de otte blev løsladt kort efter, da de ikke umiddelbart skønnedes at have en rolle hverken i overfaldet eller i andre sager.

Fire af de anholdte bliver i øjeblikket afhørt af politiet i relation til deres mulige rolle i overfaldet. Herefter vil politiet i samarbejde med anklagemyndigheden tage stilling til, om nogen af dem skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.

En 38-årig mand fra Bosnien er fortsat i politiets varetægt, indtil hans personlige forhold er nærmere undersøgt for at kunne afgøre, om han opholder sig lovligt i Danmark.

Fandt skydevåben, narkotika samt flere stik- og slagvåben

Ved ransagning af adresserne fandt politiet skydevåben, en mindre mængde narkotika samt flere stik- og slagvåben.

Disse effekter er nu i politiets varetægt og vil blive undersøgt nærmere for at kunne afgøre, om nogen kan sigtes for besiddelse af disse ulovlige effekter.

En 38-årig mand fra Kroatien vil torsdag eftermiddag kl. 15.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, idet et af de fundne skydevåben umiddelbart kunne knyttes til ham.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.

I samarbejde med
Zand.News

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.